Af Bernt Kastberg, biltorvet.dk
Man kan godt fornemme, at TT’eren kører på trejde generation og har 25 år på bagen, for Audi har ikke gjort meget for at skjule de grå hår ved fx at fylde kabinen med en stor, moderne midterskærm. Man sidder også bemærkelsesværdigt lavt, helt nede ved vejen, og døren er helt åndssvag lang, for at sikre adgang til det helt ubruelige bagsæde, der dog kan anvendes af børn.
Men sådan skal det jo være, for TT’eren er lavet helt perfekt i forhold til, hvordan en sportscoupé skal være. Selve bilmodellen er på vej ud, da andre bilmærker har droppet at lave derivater af deres vogne som coupé-agtige sportsvogne, så TT’eren er lettere ensom på vejen – lidt endnu, for med udgangen af 2023 kører også TT’eren på museum. Og det er lidt en skam.
TT er en sportsvogn efter den gode, gamle opskrift. Det vil sige ikke helt, da de første versioner blev bygget på Golf og derfor har den altid haft forhjulstræk – eller træk på alle fire, og altså ikke baghjulstræk.
Den er designet som en sæbeboble i et vandspejl, med sit karakteristiske cirkelrunde tag, der dog er blevet lidt mere aflangt over generationerne. Bagklappen er megastor, og går langt op i taget – når den er helt åben, kan bagsædepassagere kigge lige op til himlen. Det siger lidt om, hvor kompakt bilen er.
TT blev født uden for nummer
I midten af 90’erne var Audi i fuldt sving med at ændre modelprogram og navne, så Audi 80 blev til A4 og Audi 100 til A6. Man besluttede så også at lave en sportsvogn, nu man var i gang med at forynge mærket – den blev dog kaldt TT for at adskille den fra resten af modelrækken, der alle hed noget med A og et tal.
TT efter Tourist Trophy, Isle of Man-motorcykelløbet, hvor de tidligere Audimærker NSU og DKW klarede sig godt og som en reference til NSU TT fra 60’erne. TT startede som så meget andet som et koncept. Det blev udstillet i 1995, og reaktionerne overbeviste Audi om at et deres lille sportsvogn, kunne sælges.
Biler har lånt det sidste skrig – og det er bogstaveligt talt, for den laves jo ikke mere – kaldet Limited Edition og det er en 40 TFSI, som har 197 hk fra en 2,0 liters firecylindret benziner, og det er den mindste af denne sidste jubilæumsmodel, da der også er en 45 og en 45 med firehjustræk, begge med 245 hk. Bilen er lige som sine forgængere bygget på en eksisterende bund fra fabrikken, her er det MQB, som også Skoda og VW bruger, og som den deler med fx Audi A3. Men man kan ikke mærke det, for Audi får meget ud af maskineriet.
Ægte sportsvogn
Det er dog ikke nogen billigbil for du kommer til at bløde 600.000 kroner for denne sidste version, og umiddeltbart får man jo ikke så meget for pengene – en lille bil med begrænset praktikalitet. Men man skal ikke se den som et måltid, der skal mætte, men et måltid, der skal nydes.
Sæt dig ind og du forstår hvorfor. Det man betaler for er køreglæden. Skålsæderne er godt støttende, og det skal de være, for hjulene er placeret ude i hjørnerne, så den skifter retning, som sandkorn i blæst – hurtigt. Undervognen er overraskende god, og tilpas hård til at sno sig rundt på landeveje, uden at langture bliver anstrengene.
Det er ligemeget, hvad man kaster efter den, så løser den opgaven. Det lille rat føles solidt i hænderne, med nærmest direkte håndfladekontankt med dækkene ude foran.
På farten er den også overraskende kompetent, og man bliver ikke træt på lange ture. Man glemmer lidt, at det faktisk er en sportsvogn, for den føles stabil som en større vogn ved motorvejsfart.
Sådan var det ikke altid – de første modeller var vældige ustabile ved høj fart på den tyske Autobahn, så Audi måtte bl.a. montere en fræk bagspoiler, for at få styr på problemet.
Den kom i både en lukket og en åben version, som så ikke havde bagsæder, men denne tredje generation kan i Danmark kun fås som lukket coupé.
Femcylindret perle
Over årene har TT haft en del højdepunkter. Første generations vildeste hed quattro Sport og havde 240 hk fra en 1,8 liters turbomotor, men kunne også fås med en V6 med 250 hk.
Der blev rullet over en kvart million af den såkaldte type 8N ud, altså ur-TT’eren. I anden generation fra 2006 kom så RS-versionen snigende, med først TTS med en 2,0-liters turbomotor og 272 hk, der stødte til i 2008, og året efter TT RS med en 2,5-liters fem-cylindret turbomotor med 340 hk og 360 hk i Audi TT RS plus. I 2008 kom TT 2,0 TDI quattro og tog tronen som den første serieproducerede sportsvogn i verden med dieselmotor. Jo, jo, Audi TT kunne det hele.
Tredje generation havde øjnene på badevægten, og kunne komme ned på 1230 kilo i versionen med 2,0 liter benziner og manuel gear. Den kom i 2014 – og fik digitalt instrumenthus, samt en TT RS med en perle af en 2,5 liters femcylindret motor, der ydede hele 400 hk og det er lig med ballade på den gode måde. Sidste facelift var i 2018, så øjenbrynene er ved at være lidt lange på det fem år gamle ansigt.
Efter en lang tur er vi endt i Sønderjylland og selv på de mest tarvelige, hullede og sjældent besøgte småveje bliver den aldrig nervøs. Rundt i skarpe sving og hjørner, ved du altid præcist, hvor du har den, og trods de for en sportsvogn beskedne 200 hk, er det kun når man virkelige vil være aggressiv, at man savner en knytnæve mere i speederen. Men det er også måden, den kører på og løser opgaverne – så distingveret, at den kræver kørerhandsker, den er elegant rundt i svingene som en butler til et dinnerparty, lidt som om den har fået hældt benzin i tanken via champagneglas. Så forfinet syntes maskineriet at glide.
Skår i glæden
Det er kun ét skår i glæden, og det er DSG-gearkassen, som ikke lever op til resten af festens niveau – den opfatter ikke altid speederens pointer og hentydninger, før det er lidt for sent, især er den i tvivl om den skal lægge et gear op eller ned, hvor den kan tage fejl, ved et speederslip, hvor du vil afsted igen.
Indendørs er kabinen holdt i kvalitetsmaterialer, og alt er lækkert at røre ved. Man savner efter kort tid overhovedet ikke nogen midterskærm, da man har alle informationer i det digitale intrumenthus foran sig. I midten er der tre store luftdyser med en stor rund knap, hvor du styrer klimaet, og en skærm på knappen viser temperatur eller blæsertrin. Det er såmænd vældigt moderne.
På de 25 år, er der ikke sket meget med designet, og det siger jo lidt om, hvor godt det jo faktisk var og er. Se blot på en gammel TT, og man må konstatere, at det originale snit stadig holder.
I omegnen af Audi TT er der sket lidt i bilverdenen på de 25 år, hvor sportscoupéer og andre små sportsvogne i det her prisleje på de 600.000 er forduftet, og det er nærmest kun Mazda MX5 tilbage, for en
Toyota Supra koster fx 740.000 og en Porsche Boxter over millionen.
Vi er jo på tærsklen til at bilerne skal være på strøm – og håber på, at Audi har modet til at lave en relativ billig sportsvogn med ledning – lige nu er der ikke så mange af den slags andre end MG, der har en
Cyberster på vej.
For selvfølgelig kan Audi da ikke slagte et af de største ikoner for Audi, den maskine, der i den grad banede vejen for at bevise, at Audi altså kan noget andet end at spytte kedelige revisorslæder ud.
Kabinen er holdt i gode materialer, og er sportsligt uden midterskærm – og den savner man overhovedet ikke, da der er knapper til alt, og instrumenthusets digitale skærm er fremragende.
Det runde tankdæksel med eget TT-logo er et af TT’erens mest karakteristiske træk, som fulgte med over alle tre generationer.
