Den nye Kia Niro er blevet helt nyudviklet fra bunden

CUV-segmentet er et af de mest konkurrenceprægede segmenter med en lang række sammenlignelige modeller. Den helt nye Niro viser Kias friske tilgang til den traditionelle CUV, og den har vigtige elementer, der får den til at skille sig ud fra mængden i et overfyldt segment. En perfekt kombination af form og funktion sikrer, at den nye Niro er en sikker, familievenlig bil med en attraktiv økonomi og miljømæssige fordele, der vil opmuntre mange til at tage det vigtige første skridt ind i elektrificeringen.

Den helt nye Niro letter overgangen til bæredygtig mobilitet med et udvalg af lav- og nul-emissions-drivlinjer: hybrid (HEV), plug-in-hybrid (PHEV) og batterielektrisk (EV). HEV- og PHEV-modellerne har Kias supereffektive 1,6-liters Smartstream GDI-benzinmotor. Den batterielektriske Niro byder på miljømæssige og praktiske fordele med en rent elektrisk rækkevidde på 463 km* (WLTP). HEV modellen forventes ikke at indgå i det danske modelprogram.

Jason Jeong, som er President hos Kia Europe, udtalte følgende: ”Kia har redesignet Niro, så den byder på en mere tydelig vej mod grøn mobilitet. Rækkevidden for de miljøvenlige drivlinjer vil opmuntre selv de mest skeptiske kunder til at skifte til mere bæredygtige mobilitetsformer.

”Den allerede populære Niro nyder godt af Kias nyeste teknologiske udviklinger og kan opfylde mobilitetsbehovet hos alle bilister og tiltrække nye kunder til mærket. Den nuværende Niro-familie er Kias tredje mest solgte model, og den nye version vil styrke Niros position som volumenmodel i Kia modelprogrammet og bidrage til at accelerere Kias salg af miljøvenlige biler til 2 millioner globalt i 2030.”

Niro er bygget på tredje generation af Kias ”K”-platform og har en længde på 4.420 mm, en bredde på 1.825 mm og en højde på 1.570 mm. Akselafstanden på 2.720 mm og de forbedrede designmæssige proportioner i kabinen giver personerne i kabinen klassens bedste kabineplads og bagagerumskapacitet.

Genbrugsmaterialer med premiumeffekt fylder kabinen for at forbedre kabinepladsen og fremhæve Niros bæredygtige egenskaber. Instrumentpanelet og førerens betjeningselementer er minimalistiske og har rene linjer, der giver en intuitiv kundeoplevelse uden forstyrrende elementer. Et head-up-display-system (HUD) øger sikkerheden og komforten under kørslen, og en række nye sikkerhedssystemer giver den familievenlige crossover de nyeste innovationer inden for sikkerhed.

Anden generation af Niro byder på hele pakken af Kias intelligente DriveWise avancerede førerassistentsystemer (ADAS), der har til formål at forhindre potentielt farlige situationer på vejen og give alle ro i sjælen. Automatisk nødbremse m. fodgænger og cyclistregistrering (FCA) advarer føreren og stopper bilen i tilfælde af en risiko for kollision med andre trafikanter eller fodgængere, og udvidet nødbremse (regstrering af venstresving for modkørende) giver ekstra sikkerhed ved drejemanøvrer, og bilen standses endda i tilfælde af krydsende trafik fra venstre eller højre. Disse er to af de mange sikkerhedssystemer i Kias DriveWise-teknologi, der øger trygheden og komforten bag rattet.

Hver eneste forbedring af den helt nye Niro er udviklet med henblik på at give maksimale fordele for kunderne. ”Niro har på nuværende tidspunkt en vigtig position i Kias modelprogram med en tilgængelig elektrificeret model i et volumensegment. Den er en meget vigtig model for Kia, og det var derfor naturligt, at Niro i tråd med vores nye identitet også fik sin egen nye identitet. Den helt nye Niro vil give de eksisterende kunder det Kia DNA, som de sætter pris på, og samtidig vil den gøre mærket mere attraktivt for miljøbevidste kunder”, afsluttede Jason Jeong.

Bæredygtighed på den nemme måde
Med den helt nye Niro har Kia gjort det nemmere for kunderne at træffe et valg med de tre forskellige drivlinjer, der opfylder behovet til enhver livsstil. Kernen i denne strategi er tre miljøvenlige drivlinjer.

PHEV- og HEV-modellerne er udstyret med Kias fremragende 1,6-liters Smartstream GDI-benzinmotor i kombination med Kias anden generation af den 6-trins automatiske dobbeltkoblingsgearkasse (6DCT). Innovationerne på anden generation af GDI-motoren omfatter kuglelejer med lav friktion, gearkasseoptimeringer for bedre effektivitet og fjernelse af bakgearet, hvilket reducerer vægten med 2,3 kg. Bakkemanøvrer sker udelukkende via elmotoren, og det eliminerer emissionerne, når du bakker med bilen.

Med den 4-cylindrede motor kombineret med en 32 kW elektrisk synkronmotor med permanente magneter leverer HEV-modellen en samlet maksimal ydelse på 141 hk. En 62 kW elmotor i PHEV-versionen resulterer i en samlet maksimal ydelse på 183 hk og en rent elektrisk rækkevidde på op til 65 km (WLTP ved blandet kørsel, med 16” fælge) uden emissioner, hvilket er tilstrækkeligt til de fleste daglige køreture.

Niro PHEV giver debut til mærkets allerførste 5,5 kWh Positive Temperature Coefficient (PTC) højvoltsopvarmer til plug-in-hybridmodeller, som forlænger den elektriske rækkevidde i koldt klima. De selvregulerende keramiske elementer opvarmer kabinen som supplement til bilens varmesystem og sikrer en kontinuerlig strøm af varm luft.

En intelligent Green Zone-køreindstilling i Niro HEV og PHEV styrer automatisk brugen af strøm ved hjælp af oplysninger fra navigationssystemet, læring af køremønstre eller manuelle input fra føreren. Bebyggede områder eller veje i nærheden af skoler og hospitaler er udlagt som Green Zones, og bilen skifter automatisk til rent elektrisk kørsel for at reducere udstødningsemissionerne til nul i disse områder. Kunderne kan også selv vælge Green Zones langs ruten ved at indstille andre områder, hvor de ønsker at reducere bilens emissioner – fx i deres nabolag.

EV-versionen af den helt nye Niro byder på en kombination af en fremragende rækkevidde på 463 km* (WLTP) og dynamiske præstationer med en ydelse på 204 hk mellem 6.000-14.600 omdr./min. samt et omgående drejningsmoment på 255 Nm. Med en tophastighed på 167 km/t og en acceleration fra 0-100 km/t på bare 7,8 sek. giver Niro EV førerne nem og jævn fremdrift under alle forhold. Desuden sikrer Niro EV’s lave Cw-værdi på 0,29 en minimal luftmodstand og maksimal energieffektivitet.

En opladning af Niro EV’s 64,8 kWh litium-ion-polymer-batteri fra 10-80 % kan foretages på bare 43 min. ved en egnet DC-lynlader. Ved lave temperaturforhold bruger systemet i Niro EV navigationsbaseret tilpasning af batteriets temperatur, så dette er forvarmet i forhold til et ladepunkt som destination, og det bidrager til at reducere ladetiden og sikre batteriets præstationer. Den helt nye Niro er som standard udstyret med en CCS-ladetilslutning for ekstra komfort.

HEV- og PHEV-versioner har fortsat en kompetent maksimal anhængervægt med bremser på 1.300 kg. Og næste generation af Niro EV får en fornuftig anhængervægt på 750 kg.

Udtryksfuld og selvsikker fremtoning på vejen
Den nye Niros opdaterede design er udviklet efter Kias Opposites United-designfilosofi med særligt fokus på ”Joy for Reason”-designelementet, som kombinerer det emotionelle med det rationelle og skaber biler, der inspirerer til bevægelse. Med et vel tilpasset og iøjnefaldende eksteriør tilfører den nye Niro et længe tiltrængt æstetisk look til CUV-segmentet.

Foran er den helt nye Niro udstyret med den nyeste udgave af Kias Tiger Face-signaturfront, som er blevet større og nu forløber fra motorhjelmen og ned til forskærmen. Den store forrude har et unikt dobbelt afdækningsdesign, hvor afdækningen øverst og nederst dækker sidespejlene og giver indtryk af en samlet designenhed. Det vinklede ”heartbeat”-dagskørelys tilfører lidt ekstra til det moderne look, mens et markant bundskjold og sideskørter styrker bilens robuste karakter.

Elbilversionen adskiller sig fra PHEV- og HEV-modellerne med en tofarvet lukket kølergrill og unikke sideskørter i farven Steel Grey. Niro EV er også blevet udstyret med et dedikeret design af den nederste grill og kofangeren samt modelspecifikke 17” aluminiumsfælge. Ladetilslutningen på elbilversionen er komfortabelt placeret midt på frontgrillen, så den er let tilgængelig ved alle ladepunkter.

Når den helt nye Niro ses fra siden, guides blikket af enkle karakterlinjer mod markante Aero-C-stolper ved bilens bagende. De er omhyggeligt udviklet til at styre luftstrømmen under åbningen til fordel for de aerodynamiske præstationer, så den nye Niro opnår en Cw-værdi på 0,29. De 16” eller 18” aluminiumfælges effektive design på HEV- og PHEV-versionerne giver ekstra aerodynamiske fordele.

Når man visuelt følger bilens sideprofil forbi C-stolperne, styrkes bilens sportslige look og egenskaber af de boomerangformede LED-baglygter. De er placeret langs en enkel nummerpladeholder, hvor nummerpladen og Kia logoet er placeret, mens de ”heartbeat”-formede reflekser bagpå, et robust bundskjold og en markant diffusor afspejler elementerne fra fronten.

Kunderne kan vælge mellem ni moderne udvendige farver: Cityscape Green, Clear White, Snow White Pearl, Aurora Black Pearl, Mineral Blue, Interstellar Gray, Orange Delight, Runway Red og Steel Gray. Yderligere individualiseringsmuligheder omfatter et udvalg af kontrastfarvede eller indfarvede C-stolper og tre forskellige typer finish til sideskørterne alt efter den valgte udstyrsvariant.

En teknologisk avanceret og førerorienteret kabine
Alle aspekter af kabinen i den helt nye Niro er omhyggeligt udviklet til at sikre et æstetisk, roligt og funktionelt ambiente for alle personer i bilen.

Takket være K-platformen til C-segmentet har den nyeste Niro forbedrede proportioner i forhold til den udgående model. Mere plads i kabinen og ergonomiske forbedringer giver personerne på forsæderne et fremragende ambiente inklusive et nyt ”hvilepassagersæde”. Når bilen holder stille, kan forsædepassageren tage et hvil blot ved at trykke på en knap. Sædet løftes, og ryglænet vippes bagud for at maksimere komforten og optimere kropsstøtten, mens personen hviler sig.

Det slanke sædedesign frigiver ekstra plads bagi, så bagsædepassagererne har bedre plads, og USB-C-porte monteret på sæderne giver nem adgang til opladning. En bil er ikke længere blot et moderne transportmiddel; med den nye Niro er den en funktionel forlængelse af ens hjem.

Føreren er omsluttet af midterkonsollen, som kurver sig rundt om den komfortable sædeposition med de nødvendige betjeningselementer inden for rækkevidde. To elegante 10,25” displays viser bil- og navigationsinformationer, og infotainment- og klimareguleringen kan indstilles via et multi-mode-touchdisplay med minimal forstyrrelse af førerens opmærksomhed.

Et 10” head-up-display (HUD) projicerer vigtige kørselsinformationer som fx hastighed, ADAS-data og navigationsanvisninger direkte på forruden. Den ultratydelige grafik vises direkte foran føreren for at minimere øjenbevægelserne under kørslen til fordel for både sikkerheden og komforten.

Et avanceret stemmebetjeningssystem med naturlig stemmegenkendelse giver personerne i bilen mulighed for at betjene vigtige systemer i bilen som fx temperatur og indstillinger af audiosystemet. En ny Multi Command-funktion gør det muligt for personerne i bilen at betjene flere funktioner med én kommando. Og en elektrisk bagklap, som åbner automatisk, når brugerens Smart Key registreres, giver øget komfort.

Ved hjælp af Kia Connect kan førerne af en Niro EV se og styre opladningen af bilen, planlægge en rute med onlinenavigation, synkronisere kalendere og få adgang til funktioner i bilen som fx afstanden til en ladestation, direkte vejrudsigter og trafikinformationer i realtid.

Andre nye komfortfunktioner i den nye Niro omfatter Remote Smart Parking Assist (RSPA) og vehicle-to-load-funktion (V2L). Med RSPA kan føreren forlade bilen før parkeringen og gennemføre parkeringsmanøvren med et tryk på en knap. I parkeringsbåse, hvor pladsen er trang, kan bilen parkere automatisk ved at køre fremad og bagud i lige linjer ved hjælp af områdekameraer og ultralydssensorer. V2L, som allerede er en nyttig brugerfunktion i Kias EV6, betyder, at bilens batterikapacitet kan bruges som strømforsyning til eksterne elektriske apparater takket være to-vejsfunktionen i elbilens batteripakke.

De bæredygtige tiltag fortsætter i kabinen og afspejler udvalget af miljøvenlige drivlinjer. Loftbeklædningen er fremstillet af genbrugt tapet, dørpanelerne har en finish i lak uden organiske forbindelser, det veganske PU-læderindtræk indeholder udtræk af eukalyptusblade, og bagagerumsafdækningen er fremstillet af 75 % genbrugsfibre. Disse bæredygtige elementer skaber en miljøvenlig kabine spækket med naturlige materialer, der er behagelige at røre ved.

Den nye Niro cementerer sin fremtrædende position i CUV-segmentet med generøs kabineplads, og den har større bagagerumskapacitet end de fleste konkurrenter. Med en bagagerumskapacitet på 475 l og yderligere 20 l i opbevaringsrummet under frontklappen har den nye Niro EV en samlet bagagerumskapacitet på 495 l. HEV- og PHEV-modellerne har en bagagerumskapacitet på hhv. 451 og 348 l, og kapaciteten kan øges i begge modeller ved at klappe bagsæderne ned. Når bagsæderne er klappet ned, øges bagagerumskapaciteten til 1.445 l i HEV, 1.342 l i PHEV og 1.392 l i EV.

Komfortabel og responsiv kørsel
Den nye Niro er udviklet helt fra bunden på den tredje generation af K-platformen, hvor der er plads til alle tre drivlinjer. Denne nyeste konstruktion har en multibelastningsstruktur, som sikrer optimale egenskaber i tilfælde af en frontal kollision, og den giver forbedringer af basisundervognen og styretøjet, ligesom den forbedrer bilens proportioner og kabineplads.

K-platformen giver flere muligheder for placeringen af batteriet afhængigt af drivlinjen: placering under bilens bund under bagsæderne på HEV og PHEV og central placering under bilens bund på EV-versionen. De forskellige konfigurationer sikrer en ideel vægtfordeling, som optimerer køreegenskaberne – især i EV-modellen, hvor placeringen under bilens bund resulterer i et lavere tyngdepunkt og overlegne præstationer.

Den helt nye Niro har undergået forbedringer af undervognen og styretøjet, der giver køreglæde og god respons. Forrest har den nye Niro MacPherson-hjulophæng, og bagest har den et fireleddet hjulophæng. Akselgeometrien for og bag er tilpasset til et optimeret udvekslingsforhold i styretøjet, hvilket forbedrer responsen, stabiliteten og kørekomforten. Et nyt fjederbensleje reducerer friktionen i stiveren og giver en forbedret start på støddæmperbevægelsen. Det reducerer også friktionen i styresystemet, hvilket sammen med en individuel opsætning af styretøjets software giver en meget naturlig styrefornemmelse med fremragende feedback.

Bilen er forsynet med ekstra isolering og polstring med henblik på at reducere uønsket motor- og vejstøj, og det betyder ekstra meget, når du kører i en næsten lydløs EV-model.

Andre konstruktionsmæssige forbedringer omfatter en lille forøgelse af torsionsstivheden, hvilket resulterer i bedre køreegenskaber og bedre styrekontrol. En markant stigning på 22 % i anvendelsen af varmepresset højstyrkestål forbedrer effektiviteten og sikkerheden. Og mens karrosserivægten er reduceret med 6 % (20,3 kg), er torsionsstivheden øget med 1 % ved hjælp af strukturmæssige og materialemæssige forbedringer.

Kias intelligente DriveWise avancerede førerassistentsystemer (ADAS) sikrer, at den helt nye Niro byder på Kias mest teknologisk avancerede beskyttelsessystemer, så personerne i den familievenlige crossover kan køre med maksimal ro i sjælen.

Automatisk nødbremse m. fodgænger og cyclistregistrering (FCA) advarer føreren akustisk og visuelt (eller bremser endda bilen), hvis systemet registrerer en potentiel kollision med andre trafikanter eller fodgængere. I vejkryds aktiveres udvidet nødbremse (regstrering af venstresving for modkørende), når blinklyset i Niro tændes, og i Niro EV får føreren desuden hjælp til at forbedre sikkerheden ved krydsning af lysreguleringer el. lign. Systemet advarer føreren, hvis der er risiko for en kollision med et andet køretøj, som kommer forfra eller fra siden. Hvis systemet har afgivet en advarsel, og føreren ikke foretager sig noget, vil det automatisk aktivere bremserne for at forhindre en kollision.

Niros frontkamera og integrerede navigationssystem arbejder sammen om at vise den aktuelt gældende hastighedsgrænse. Intelligent skiltegenkendesle m. hastighedsassistent (ISLA) viser den aktuelle hastighed og afgiver en visuel advarsel, hvis bilen overskrider hastighedsgrænsen. Andre ADAS-funktioner, der sørger for sikkerheden i bilen, omfatter vognbaneassistent (LKA), udvidet vognbaneassistent (LFA), motorvejsassistent (HDA), træthedsregistrering (DAW), fjernlysassistent (HBA), navigationsbaseret adaptiv farpilot (NSCC-C), aktiv blindvinkelassistent (BCA), bakkamera (RVM) og assistent for bagvedkrydsende trafik (RCCA).

Niros ADAS-funktioner hjælper også ved parkering og udkørsel fra en parkeringsbås. Remote Smart Parking Assist (RSPA) er en funktion, som betyder, at bilen kan parkere selv ved at køre fremad og bagud i lige linjer ved hjælp af områdekameraer og ultralydssensorer. I forbindelse med en førerkontrolleret parkering hjælper systemerne aktiv parkeringskollisionsassistent (PCA) og parkeringssensorer (PDW) med at manøvrere ind i selv de mest trange parkeringsbåse. Når bilen holder stille, afgiver sikker udstigning (SEA) en advarsel, hvis et køretøj nærmer sig bagfra, når du åbner døren, og den elektroniske børnesikring forhindrer bagsædepassagererne i at åbne bagdøren.

Del artiklen:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Seneste nyt
Mest læste
Husk vinterdæk
Nye dækregler allerede til denne vinter
Woman,Charging,Electro,Car,At,The,Electric,Gas,Station
Værkstedskæde slår alarm: elbil-tsunami udgør sikkerhedsrisiko
cbb2ccc3-715f-407e-9230-35055a185e18
Endnu en kinesisk elbil – denne gang med hæve-sænkebord
Scenic_E-Tech_electric_finalist_for_Car_of_the_Year_2024-2-MB
SCENIC E-TECH ELECTRIC VINDER CAR OF THE YEAR 2024
ExclusiveOnline