Formentor eHybrid – en fed pakke

Vi er efterhånden bekendte med Cupra-navnet, der førhen var de lidt mere hidsige Seat’er, men som nu er sit helt eget mærke. Eller, det troede jeg i hvert fald, at folk vidste. Efter en uge i Cupra Formentor er jeg cirka en gang om dagen blevet spurgt: ”Hvad er dog det for en bil”.

Men Formentor er også anderledes end de første Cupra’er. Det er nemlig den første Cupra, der ikke minder om en Seat med et andet logo og andre fælge på. Formentor er kun en Cupra, og du vil ikke se den med andre logoer på end Cupra.

Den lille, sportslige crossover har vi kørt før. Den giver smil på læben hos undertegnede med rigtig fedt design, ret fede køreegenskaber af en crossover at være (vi har kørt den på bane også, hvor især indstyring imponerer) og mere plads end som så.

Formentor kom til en start med to benzinmotorer. Enten den 1,5-liters med 150 hk eller den 2-liters med firehjulstræk og hele 310 hk. Men selvom man gerne vil være et sportsligt mærke, kommer man ikke uden om elektrificerede varianter nu til dags – faktisk er der efterhånden rigtig mange elektrificerede sportsvogne. Vi ser på Cupra Formentor som plug-in-hybrid.

Plug-in-varianterne af Formentor har tilnavnet eHybrid og kommer i to varianter. Enten den lille med 1,4-liters benzinmotor og en systemydelse på 204 hk eller VZ-varianten som testbilen, der har samme benzinmotor, men med 245 hk – samme system som vi også finder i VW Golf GTE og Skoda Octavia RS. Det interessante her er naturligvis prisen, der takket være de nuværende danske afgifter favoriserer de elektrificerede varianter. Den svageste Formentor med 1,5-liters benzinmotor og 150 hk starter ved 354.990 kr. og den billigste plug-in hybrid starter ved 343.390 kr. Det er kun 11.600 kr. ekstra og giver altså noget mere saft og kraft. Samtidig er udstyret billigere, når der skal krydses af på listen over ekstraudstyr – igen takket være de danske afgifter.

https://www.biler.nu/cupra-goer-det-igen-leon-med-300-hk-til-kun-410-000-kr/

GTI-følelse med 245 hk

Testbilen er den kraftige af de to plug-in hybrider med sine 245 hk. Det er nok til at give en snert af GTI-følelse med kvikke præstationer på trods af det tunge batteri i bunden. Batteriet er på 12,8 kWh og giver en elektrisk rækkevidde på 58 km – siger de. Forvent omkring 40 km ved daglig kørsel med både by-, landevej- og motorvejskørsel, alt afhængig af, hvor du bruger mest tid. Elmotoren alene har iøvrigt kræfter nok til at komme kvikt igennem bytrafikken uden at benzinmotoren skal træde i karakter. Men det kræver selvfølgelig, at du holder batteriet med strøm. Sætter du Formentor i en almindelig stikkontakt, er den ladet op på omkring fem timer – 3,5 time hvis du har ladestander monteret i carporten. Det passer helt fint til, hvis du dagligt lader den op over natten.

Og opladning er nødvendigt – ellers giver det ikke meget mening med en plug-in-hybrid. Ikke kun for miljøets skyld, men i Formentors tilfælde også for bilen i sig selv. Dét, der gør Formentor rigtig fed som PHEV, og som scorer høje karakterer i min bog, er dens evne til at kombinere sport med komfort. Med juice på batteriet summer Formentor lydløst igennem bybilledet på en undervogn, der er rigeligt komfortabelt og hvor familien ikke er ved at hoppe ud ad sideruderne over bump og brosten. Men jeg sidder samtidig med en følelse af, at jeg glæder mig til at læsse familien af hjemme på matriklen og køre en ekstra tur ude på de små landeveje.

Tryk den lille runde knap på rattet over i Cupra-mode, og det blide væsen ændrer karakter. Hele oplevelsen bliver mere livlig. Styring, speederrespons og et V8-lydbillede, der godt nok kommer ud ad højttalerne. Men hvor det hos andre mærker virker falsk og hult med kunstig lyd, fungerer det faktisk i Formentor. Måske fordi man er beskæftiget med at holde Formentor på vejen. Styretøjet er ikke særligt meddelsomt, og det hiver i rattet, når der gives gas. Men det ændrer ikke på, at Formentor er sjov. Meget sjovere end eksempelvis Golf GTE og Skoda Octavia RS – fordi den er livlig og meget mere på tæerne.

Efter en uge i Formentor er både familien og jeg ret begejstret for Cupra Formentor. Vi kommer desværre ikke uden om det forfærdelige infotainment, hvor du skal være heldig at ramme rigtigt mellem højere temperatur eller lavere lydniveau på det irriterende touch-panel. Men Formentor er en fed, fed pakke, der kombinerer komfort og behagelig kørsel i det daglige med sjove køreegenskaber og et lavt forbrug, hvis du holder batteriet med strøm.

https://www.biler.nu/cupra-born-er-vw-id-3-paa-spansk/

Del artiklen:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Seneste nyt
Mest læste
Woman,Charging,Electro,Car,At,The,Electric,Gas,Station
Værkstedskæde slår alarm: elbil-tsunami udgør sikkerhedsrisiko
Scenic_E-Tech_electric_finalist_for_Car_of_the_Year_2024-2-MB
SCENIC E-TECH ELECTRIC VINDER CAR OF THE YEAR 2024
ID-Range_bred2
Volkswagen styrker mærkets elektriske ID.-familie med nye priser og udstyrsvarianter
cbb2ccc3-715f-407e-9230-35055a185e18
Endnu en kinesisk elbil – denne gang med hæve-sænkebord
ExclusiveOnline

Nyheder og trends indenfor luksusbiler, ure, smykker, bolig og meget mere.