Opdateret Mazda MX-5 nede i 280.000 kr.

Mazda MX-5 er en af de ganske få sportsvogne, som ikke kræver rigtig mange penge på bankkontoen. Sådan var det i hvert fald, da den nye model kom ud i 2016, og på et tidspunkt var den billigste version nede under 290.000 kr. Men så gik det pludselig den anden vej, og den overskuelige pris steg til et godt stykke over 400.000 kr. Dermed mistede Mazda sin helt unikke position med MX-5.

Nyt år, nye muligheder, og en af de bedste nyheder indtil videre i 2021 er nye og meget lavere priser på MX-5. Den japanske roadster er officielt tilbage som Folkets Sportsvogn. Priserne starter nu ved 280.000 kr.

Mazda tilbyder fortsat sin mini-bil-lille sportsvogn (392 cm lang) som den originale roadster og som den mere støjsvage RF (Retractable Fastback) (kun når taget er lukket, skal vi hilse og sige, for tagkonstruktionen i RF larmer for meget over 50 km/t) med fast, el-betjent foldetag.

En mindre opdatering har hævet niveauet af sikkerhedsudstyr mv. i MX-5, og samtidig med de opdaterede priser introduceres to specialmodeller: Seiza og 100th Anniversary Edition, som fejrer 100 år for Mazda. Ikke for MX-5, for den kom som bekendt først til i 1989.

132 hk og sparsomt udstyr

MX-5 produceres med to benzinmotorer. 1,5’eren med 132 hk er basismotoren, mens den markant mere villige og stærkere motor er en 2-liters med 184 hk. Begge med manuel gearkasse, selvfølgelig.

1,5’eren kommer i en enkelt udstyrsvariant, kreativt navngivet “1,5”, som er modellen, der skyder det hele i gang til 280.000 kr. Den har 16″ alufælge, LED-forlygter og infotainmentsystem med 7″ touchscreen, DAB og Apple CarPlay/Android Auto (også trådløst). For at få varme i forsæderne mv. skal man investere 30.000 kr. i Edition-pakken. Så får man samtidig læderindtræk og regnsensor.

Edition-pakken, sammen med 17″ alufælge og spærredifferentiale, er standard med 2-liters motoren i varianten “2,0”. Den koster 345.000 kr., så de ekstra 65.000 kr. køber en betydeligt federe motor og en masse udstyr.

Mazda sælger en MX-5 med den store motor som “2,0 Sport” med Bilstein-støddæmpere, adaptive LED-forlygter, Bose-lydanlæg og Recaro-sæder for 35.000 kr. mere – 380.000 kr. på gaden koster den.

To nye specialmodeller

Mazda er kendt for sine MX-5-specialmodeller, som med årene kan blive meget eftertragtede på brugtmarkedet. Til 2021 kommer to nye til – Seiza og 100th Anniversary Edition. Seiza er navngivet efter en traditionel japansk siddeposition, som man indtager under meditation eller som forberedelse til martial arts, mens 100-års udgaven fejrer grundlæggelsen af Mazda.

De kommer begge udelukkende med 2-liters motoren med 184 hk. Seiza til 395.000 kr. har bl.a. sæder med hvidt nappalæder, rød kaleche, 17″ alufælge fra BBS, nøglefri betjening, adaptive LED-forlygter, Bose-anlæg og udvidet sikkerhedspakke.

100th Anniversary Edition-versionen til 415.000 kr. er udstyret som Seiza, men kommer med en masse små detaljer som fx røde lædersæder med prægninger (100th Anniversary Edition) i nakkestøtterne.

RF-versionen med fast foldetag fås både som 1,5, 1,5 Edition, 2,0 og 2,0 Sport, men kun roadster med manuel stofkaleche findes som de to nye specialmodeller.

 

https://www.biler.nu/video-tillykke-med-de-30-aar-mx-5/

Del artiklen:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Seneste nyt
Mest læste
Husk vinterdæk
Nye dækregler allerede til denne vinter
Woman,Charging,Electro,Car,At,The,Electric,Gas,Station
Værkstedskæde slår alarm: elbil-tsunami udgør sikkerhedsrisiko
cbb2ccc3-715f-407e-9230-35055a185e18
Endnu en kinesisk elbil – denne gang med hæve-sænkebord
Scenic_E-Tech_electric_finalist_for_Car_of_the_Year_2024-2-MB
SCENIC E-TECH ELECTRIC VINDER CAR OF THE YEAR 2024
ExclusiveOnline