VW Polo er et så fast indslag i Danmark som koldskål, fadøl og frikadeller (rækkefølge helt op til dig). Det er som om, den altid har været der, og den vælges hvert år af rigtig, rigtig mange danskere.
Polo har været på markedet siden 1975, som i bilindustrien er meget tæt på at være lig med altid, og mens den gennem tiden har eksisteret som hatchback med tre døre, stationcar med tre døre, coupé, stationcar med fem døre, sedan og som SUV-inspireret Cross Polo, så har kundernes smag i minibiler gjort, at der i dag kun findes en enkelt karrosserivariant: hatchback med fem døre.
I 2017 fik vi seneste (og dermed sjette) generation Polo, og som på klokkeslet leverer VW nu efter fire år en faceliftet, opgraderet udgave. En Polo med finpudset design, men først og fremmest en Polo med mere udstyr som både standard og på ekstraudstyrslisten.
Forlygterne med ny form gemmer på LED som standard
Volkswagen er mester i at facelifte, så kunder med den eksisterende bil ikke pludselig føler, de kører i en gammel bil. Polo-designet er ændret ud fra denne filosofi, og designerne har bevaret de “bærende” dele. Foran er der nye konfangere, et knæk i ydersiden af forlygterne og på visse modeller en lysstribe i nederste del af den smalle grill, som vi kender det fra bl.a. ID.3 og faceliftet Arteon.
I de ændrede forlygter gemmer sig nu, som standard, LED-forlygter. Det er stadig sjældent, at LED-forlygter er standard på minibiler (Suzuki Swift og Renault Clio har dem, Peugeot 208 og Hyundai i20 har dem ikke), og det er heller ikke hverdagskost, at LED-forlygter med avancerede, adaptive funktioner fås. Som tilkøb kan man til Polo få IQ Light-forlygter (standard på Style, som afløser Highline), som automatisk justerer enkelte dioder i lygterne i forhold til bl.a. forankørende.
I modsatte ende er LED-lygter også standard, og bagende prydes af bredere lygter, nu delt af bagklappen, som er modelleret efter formen på baglygterne på den seneste Golf.
https://www.biler.nu/seat-giver-ibiza-og-arona-et-stort-loeft/
Digital instrumentering standard, mulighed for selvkørende funktioner
Interiøret har Volkswagen heller ikke ændret grundlæggende form og design på, og præcis som det udvendige er fintunet, så har interiøret også fået en del nye detaljer.
Polo-modeller med automatisk klimaanlæg har et touchpanel i stedet for dreje-/trykknapper (med to klimazoner), og Polo har selvfølgelig fået det nyeste rat fra nyere medlemmer af VW-familien.
Den klassiske instrumentering er, som i bl.a. Golf, helt skrottet, så alle Polo-udgaver har digital instrumentering. Basismodellen og trin to har 8″ skærm, mens Style-versionen har 10,25″ skærm. Apropos skærme, så fås det nye infotainmentsystem med touchscreen på enten 8″ (som hidtil) eller 9,2″.
Standardudstyret i biler til det danske marked er endnu ikke offentliggjort, men 8″ touchscreen og adaptiv fartpilot vil sandsynligvis, igen, blive standard. Navnene på udstyrsversionerne er strømlinet, så de passer med bl.a. Golf. Basismodellen hedder, uden videre, Polo (tidligere Trendline), og næste trin er Life (tidligere Comfortline). Derover ligger Style (tidligere Highline) og den allerede kendte R-Line.
Basisudgaven har bl.a. multifunktionsrat og den nye centerairbag, som folder sig ud mellem forsæderne (fra siden af førersædet) i forbindelse med påkørsler fra siden, mens Life-versionen har større hjul, læder på rat og gearvælger, armlæn mellem forsæderne mv.
Style er topmodellen med bl.a. de avancerede forlygter, 15″ alufælge og LED-tågeforlygter. R-Line har 16″ alufælge, sportslig styling, IQ Light-forlygter mv.
Polo bliver en af de første i miniklassen med mulighed for semi-autonom kørsel (kaldet niveau 2), hvor bilen på motorvej og ved hastigheder op til 210 km/t kan styre, bremse og accelerere selvstændigt – så længe man har hænderne på rattet.
https://www.biler.nu/volkswagen-har-nu-en-elbil-med-7-saeder/
Diesel? Så skal man købe en brugt Polo
Med faceliftet kommer ingen nye motorer til, men til gengæld er det officielt slut med Polo med dieselmotor, som ellers har været fast inventar i Polo-modelprogrammet siden 80’erne. Og grunden til det? Volkswagen udvikler ikke videre på 1,6-liters motoren, så den kunne leve op til altid strengere krav, og det er samtidig for dyrt at bruge dieselmotorer i minibiler i forhold til, hvad kunderne vil betale for bilen.
Benzindrevne Polo’er er der heldigvis en del forskellige af. Basismotor er en 1-liters MPI-motor (uden turbo) med 80 hk. Derover finder man 1-liters turbomotoren med 95 eller 110 hk, og senere kommer 1,5-liters motoren med 150 hk – og GTI-versionen med 2-liters motor og 200 hk.
Den faceliftede Polo kommer til de danske forhandlere i september – priser får vi tættere på lanceringen.
https://www.biler.nu/hvad-virker-hvad-virker-ikke-hyundai-i20-10-t-gdi-dct-essential/