“Udviklingsprocessen er blevet udført i tæt samarbejde mellem designstudierne hos Audi i Beijing og på hovedsædet i Ingolstadt,” fortæller Markus Duesmann, CEO hos AUDI AG. For første gang har man også involveret kunder fra Kina, som har bidraget med egne ønsker til udviklingen af bilen i en ”co-creation” proces.
Resultatet af denne proces ses primært i kabinen i Audi urbansphere concept. Den rummelige bil fungerer således også som rullende lounge og mobilt kontor – bilen bliver til en slags tredje opholdssted. Til det formål kombinerer Audi urbansphere selv i dagligdagens myldretidstrafik luksussen ved en komplet privatsfære med et omfattende udbud af hightech ombord. Teknologien til automatiseret kørsel på level 4 forvandler interiøret uden rat, pedaler og displays til et mobilt oplevelsesområde. Derudover henter den automatiseret kørende Audi urbansphere concept sine passagerer derhjemme og sørger selv for en parkeringsplads og for at oplade batteriet.
Audi sphere – 3x First Class
Med de tre konceptbiler Audi skysphere, Audi grandsphere og Audi urbansphere viser mærket med de fire ringe sin vision for morgendagens premiummobilitet. Det åbner et univers af oplevelser, som rækker langt ud over selve formålet med opholdet i bilen – transporten fra A til B.
I august 2021 præsenterede Audi den eldrevne roadster Audi skysphere concept – en spektakulær vision for en automatisk kørende GT, som ved hjælp af en variabel akselafstand kan forvandles til en sportsvogn, som føreren selv styrer.
Kun nogle få uger senere præsenterede Audi på IAA 2021 den anden model i sphere-modelrækken – Audi grandsphere concept. Denne firesæders store prestigelimousine fremviste mærkets ambitioner om at definere fremtidens progressive luksus.
Begge konceptbiler har den konstruktion til fælles, der giver mulighed for automatiseret kørsel på level 4. En teknologi, som Audi i samarbejde med CARIAD, der er Volkswagen koncernens softwaretænketank, arbejder på at lancere i anden halvdel af dette årti.
Selvom Audi oprindeligt havde annonceret, at der kom 3 sphere-modeller, blev det meldt ud ved den netop afholdte verdenspremiere, at der også kommer en 4. sphere-model. “Stay tuned”, sagde Henrik Wenders, Head of Brand Audi. Sphere-modellerne er inspirationskilde til en Audi-model, der præsenteres i 2025.
Indefra og ud
Navneelementet ”sphere” sender i sig selv et signal: I konceptbilerne Audi skysphere, grandsphere og urbansphere er det indre rum, interiøret, i fokus. Det er ikke længere drivlinjen, ikke længere køredynamikken, som står øverst på papiret, når den nye generation af biler skal udvikles. I stedet bliver kabinen til fundamentet for udformningen og teknikken. Og dermed også oplevelsessfæren for personerne i kabinen under kørslen.
Audi urbansphere concept er den største model i sphere-familien, og den største af alle hidtidige Audi konceptbiler. Med målene – 5,51 m lang, 2,01 m bred og 1,78 m høj – er den placeret i de højere bilsegmenter, men samtidig bryder Audi urbansphere concept radikalt med konventionerne i segmentet.
Udbuddet af infotainment som eksempelvis den perfekte integration af onboard-streaming fra allerede benyttede musik- og videotjenester er tilpasset individuelt. I næste skridt vil Audi fremover tilbyde personaliserede og eksklusive tilbud – koncerter, kulturelle arrangementer eller sportsevents, som kunderne bliver inviteret til.
Form og funktion i interiøret
Dørene på Audi urbansphere concept åbner modsat hinanden, er hængslede for og bag, og der er ingen B-stolpe. Det betyder, at passagererne allerede ved indstigningen har fuld adgang til hele kabinen. Sæder, der kan drejes udad, og et rødt lystæppe, der projiceres ved siden af bilen (”Red Carpet Light”), gør selve indstigningen til en særlig komfortoplevelse.
En akselafstand på 3,40 m og bilens bredde på 2,01 m udgør grundmålene, som er ekstraordinære selv for en bil i luksusklassen. Sammen med bilens højde på 1,78 m og store glasflader giver disse mål en usædvanligt rummelig pladsoplevelse – både subjektivt og objektivt.
Fire enkeltsæder på to rækker giver passagererne luksuriøs komfort på første klasse. Især sæderne på anden række byder på rummelige pladsforhold og en lang række indstillingsmuligheder. I Relax- og Entertain-indstillingerne kan ryglænet hældes op til 60 grader, mens der samtidig kører benstøtter ud.
Sæderne tager også på mange måder hensyn til passagerernes skiftende sociale behov. Under en samtale kan passagererne vende deres drejelige sæder mod hinanden. Hvis man derimod gerne vil have fred og ro, kan man afdække sit hovedområde ind mod personen ved siden af med en afdækning bag hovedstøtten. Alle sæder har desuden deres egen lydzone med højttalere i området ved hovedstøtten. Der er også integreret individuelle skærme i forsædernes ryglæn.
Til den fælles anvendelse af infotainment kan man derimod gøre brug af en stor og transparent OLED-skærm, der svinger lodret ned fra loftområdet til området mellem sæderækkerne. På denne skærm, der fylder hele kabinens bredde (”Cinema Screen”), kan de to passagerer bagi deltage i et fælles onlinemøde eller se en film sammen. Der er endda også mulighed for at anvende en split-screen-funktion. Når skærmen ikke anvendes, giver den takket være den transparente udførelse frit udsyn fremad eller – når den er klappet op – også op til himlen gennem glastaget.
Fornemmelsen af et wellnessområde i Audi urbansphere forstærkes af nye digitale muligheder, som ikke mindst er opstået ud fra impulser fra ”co-creation”-processen med kinesiske kunder. Det bedste eksempel er stressgenkendelsen – dette indlærende program danner sig ud fra ansigtsscanning og stemmeanalyse et indtryk af passagerernes velbefindende. Og giver alle personer i bilen individuelle muligheder for afslapning, fx med en meditationsapp, som kan anvendes via personens egen skærm og den private lydzone i hovedstøtterne.
Diskrete displays og intelligent betjening
Reduktion er et udformningsprincip i Audi urbansphere. Før aktivering af kørefunktionerne kan man hverken se instrumenter eller skærme. I stedet er der klart inddelte og rolige zoner med materialer af højeste kvalitet. Træ og uld samt syntetiske stoffer kan ses som beklædninger, sædeindtræk og bundbeklædning og er eksklusivt og behageligt at røre ved.
Når bilen vækkes til live, kommer der displays til syne, men i form af projiceringer på træfladerne under forruden, som afhængigt af bilens tilstand – manuel med rat eller på level 4 – er fordelt i hele kabinens bredde eller er separat opdelt for fører og passagerer. Her kan alle de informationer, som skal bruges under kørslen, aflæses i ekstremt høj opløsning.
Derudover er der under projiceringsfladen integreret en sensorenhed til hurtigt skift af indhold – fx fra musik til navigation. Den viser alle de funktioner og applikationer, som er aktive i bilen. I den forbindelse lyser der ikoner til de forskellige menuer.
Tæt ved dørudsnittet i kabinens beklædning sidder der et særligt, ekstra innovativt betjeningselement – MMI touchless response. Når fører og passager sidder i opret position og langt fremme i deres respektive område, kan de med dette element ved hjælp af en drejering og knapper vælge forskellige funktionsmenuer og klikke sig igennem de forskellige niveauer. En nem og intuitiv betjeningsmåde.
Hvis man i stedet kører ryglænet langt tilbage, behøver passagererne ikke at skulle undvære dette komfortelement. For her kan man anvende en kombination af eye-tracking og bevægelsesstyret betjening. En sensor rettet mod øjet registrerer ud fra blikretningen, hvornår betjeningsenheden skal være aktiv. Og passagererne skal blot – uden at læne sig frem – udføre analoge håndbevægelser, der minder om betjeningen med berøringer, og kan på den måde betjene systemet lige så godt – også helt uden berøring.
Klimavenlighed som princip
Mange af materialerne i kabinen i Audi urbansphere concept, som fx træindlæggene i avnbøg, stammer fra bæredygtig dyrkning. Når man anvender denne træsort, er det muligt at anvende træer fra området i nærheden, og hele stammen kan anvendes. Under forarbejdningen skal producenterne ikke anvende kemikalier.
Sædepolstringen er fremstillet af genanvendt polyamid under navnet Econyl. Dette materiale kan genanvendes igen efter brugen i bilen – uden at det går ud over kvaliteten. Et vigtigt element i mulighederne for genanvendelse er tiltag til en typeren anvendelse af de pågældende materialer – for en blanding ville reducere mulighederne for genbrug drastisk.
I armlænene samt i den bageste del af bilen anvendes der bambusviskose. Bambus vokser hurtigere end konventionelt træ, binder en stor mængde CO2, og dyrkningen kræver hverken herbicider eller pesticider.
Lysteknologi
På fronten ses en innovativ fortolkning af Audi mærkets singleframe, der er udformet som en stor ottekant. Også selv om grillen på en elbil har mistet sin oprindelige funktion som luftindtag, så bevares den alligevel som et umiskendeligt udtryk for mærkets udseende. Den digitale lysflade ligger bag et let tonet, transparent visir, som dækker store dele af fronten. Selve den tredimensionelle lysstruktur er opdelt i dynamisk komprimerede pixelflader. Den øverste og nederste kant på singleframe-grillen er stadig fremstillet af aluminium, og de lodrette lameller udgøres af LED’er, som er en del af lysfladen.
Det gør hele singleframe-grillens flade til en scene eller et lærred (”Audi Light Canvas”), der kan anvendes til kommunikation – med dynamiske lyseffekter for tydeligt at signalere til andre trafikanter for at forbedre trafiksikkerheden. Nær- og fjernlyset kommer fra lygtesegmenter i de yderste dele af singleframe-grillen, og bagpå er der en analogt fungerende Matrix-LED-flade.
Lygteenhederne til højre og venstre for singleframe-grillen er smalle som fokuserede øjne. Disse digitale lygteenheder kaldes Audi Eyes og henviser til mærkelogoet med de fire ringe. De forstørrer og adskiller snitfladen fra to ringe til en pupil – en ny, umiskendelig digital lyssignatur.
Samtidig kan lysfladerne – og dermed udtrykket i øjnene – tilpasses til trafiksituationen, omgivelserne og endda passagerernes stemning. Som dagskørelys kan blikket være fokuseret eller åbent, og iris kan have en smal eller bred udformning. Et ligeledes digitalt udført øjenbryn fungerer som dynamisk blinklys.
Drivlinje og opladning
Audi urbanspheres tekniske platform – den såkaldte Premium Platform Electric (PPE) – er udelukkende konstrueret til en batterielektrisk drivlinje og udnytter dermed alle fordelene ved denne teknologi fuldt ud. Et centralt element ved PPE er et batterimodul mellem akslerne på ca. 120 kWh – ligesom i Audi grandsphere. Ved at Audi udnytter næsten hele bilens bund mellem akslerne, er det muligt at opnå en flad batterikonstruktion.
Det giver sammen med store fælge på 24” perfekte grundproportioner – ikke kun, når det gælder designet. En imponerende længde i kabinen og dermed benplads på begge sæderækker er en af de centrale fordele. Derudover øges pladskomforten i elbiler, da der ikke skal bruges plads til gearkassehus og kardantunnel.
De to elmotorer i Audi urbansphere concept leverer en samlet ydelse på 401 hk (295 kW) og et samlet drejningsmoment på 690 Nm. Imponerende tal, som der dog slet ikke altid gøres brug af i storbyens tætte trafik. Alligevel skal Audi urbansphere ikke mangle det permanente firehjulstræk quattro – et vigtigt element i mærkets kraftfulde modeller.
Konceptbilen er udstyret med en elmotor på både for- og bagakslen, som via en elektronisk styring leverer et permanent tilgængeligt firehjulstræk efter behov og især med blik for økonomi og rækkevidde. En nyhed er, at motoren på forakslen kan kobles fra efter behov for at reducere friktionen og dermed opnå et lavere energiforbrug i rullefunktionen.
Hurtig opladning, lang rækkevidde
Drivlinjens centrale element er 800 V-ladeteknologien. Den sørger for, at batteriet kan lades op på kort tid med op til 270 kW ved lynopladere. Ladetiderne nærmer sig dermed et klassisk tankstop for en bil med forbrændingsmotor, da det kun tager 10 min. at lade batteriet til over 300 km kørsel. På under 25 min. kan ladetilstanden for batteriet på over 120 kWh øges fra 5 til 80 %. Ud fra WLTP-standarden giver det forventninger om en rækkevidde på op til 750 km.
Pressemeddelelse udsendt af Audi Danmark den 19. april 2022