Det går stærkt hos BMW M GmbH, som nu præsenterer endnu en specialmodel fra M-afdelingen. BMW M4 CS med modelspecifik undervogn, minimeret vægt ved brug af kulfiberforstærket plast, avanceret udstyr og eksklusivt design, som gør bilen til noget helt unikt – både på bane og vej.
Tallene taler for sig selv
Under den potente motorhjelm ligger der en sekscylindret 3,0 liters rækkemotor med 550 hestekræfter, som udnytter sit maksimale drejningsmoment på 650 Nm mellem 2.750 og 5.950 omdr./min. Den ottetrins M Steptronic gearkasse og M xDrive-firehjulstrækket giver bilen dynamisk balance og sikkerhed i enhver situation.
Motorens effekt baner vejen for imponerende accelerationstal. Den nye BMW M4 CS kører fra 0 til 100 km/t på kun 3,4 sekunder, mens 0 til 200 km/t klares på 11,1 sekunder. Accelerationen fra 80 til 120 km/t håndteres på 2,6 sekunder i 4. gear og på 3,3 sekunder i 5. gear. Tophastigheden i specialmodellen — som leveres som standard med M Driver’s Package — er elektronisk begrænset til 302 km/t.
Bilen kommer som standard monteret med banedæk og M Compound-bremser med bremsekaliber i enten rød eller sort. Derudover kan tilvælges M Carbon keramiske bremser i enten matguld eller rød.
Der kan aktivt skiftes fra det standardmonterede firehjulstræk til sport-mode, som tillader mere kraft til baghjulene. Sammen med det aktive M-differentiale sikres den karakteristiske M-følelse ved enhver kørsel i sving og under acceleration.
Omgangstiden på 7 minutter og 21,989 sekunder på den 20,832 kilometer lange racerbane Nürburgring Nordschleife taler for sig selv. Banen er fortsat målestokken for den karakteristiske dynamik, smidighed og præcise håndtering af alle BMW M-biler.
Modelspecifik undervogn og intensiv anvendelse af letvægtsmaterialer
Undervognsteknologien til den nye BMW M4 CS er blevet tilpasset nøjagtigt til motorens ydelsesevne, det overordnede bilkoncept og bilens optimale vægtfordeling.
Omfattende brug af letvægtsmaterialer spiller en vigtig rolle, og anvendelsen af komponenter fremstillet af kulfiberforstærket plast (CFRP) er af afgørende betydning. Alt i alt reducerer brugen af letvægtsmaterialer bilens vægt med omkring 20 kg sammenlignet med BMW M4 Competition Coupé med M xDrive.
Kulfibertaget og de to fordybninger, der er mejslet ind i motorhjelmen, viser materialets karakteristiske struktur, ligesom frontspoileren, luftindtagene, spejlkapperne og diffuseren bag.
Eksklusive og unikke funktioner og farver
Den nye BMW M4 CS viser øjeblikkeligt sin skarpere karakter med en række individuelle designfunktioner og farver. De nye BMW Individual speciallakeringer i Riviera Blue og Frozen Isle of Man Green fås eksklusivt til BMW M4 CS. Modellen fås også i metalfarverne M Brooklyn Grey og Sapphire Black.
De iøjnefaldende forlygter tilføjer endnu et udtryk til fronten. De skulpturelle lysikoner lyser gult i stedet for hvidt – både under Welcome Light-animationen og mens nærlys eller fjernlys er tændt – og sender derved en reference til de succesrige GT-racerbiler.
Kabinen sætter fokus på den førerorienterede køreoplevelse, samtidig med at den blander den karakteristiske raceraura med komfortfunktioner til hverdagskørsel.
BMW M i mere end halvtreds år
I 2022 var det halvtreds år siden, at den første BMW M-model blev lanceret, og siden da har en række legendariske modeller med bogstavet M i betegnelsen begejstret ægte BMW fans rundt omkring i verden – lige fra lanceringen af ikonet BMW M1 til de mange generationer af BMW M3 og M5. Gennem de sidste godt og vel halvtreds år er de køreglade modeller kommet som perler på en snor. I jubilæumsåret 2022 trak BMW klædet af både den helt nye BMW M4 CSL, BMW M3 Touring, BMW M2 samt den helt specielle BMW 3.0 CSL. BMW M-festen fortsatte ind i 2023 med lanceringen af BMW M3 CS. Nu fuldender BMW M4 CS så paletten.
Premiere og pris
Ordrebøgerne åbner i slutningen af maj måned og produktionen på BMW fabrikken i Dingolfing, Tyskland starter i juli måned. Produktionen er limiteret til en periode på 12 måneder.
Prisen starter ved 3.070.000 kr.