Renault Megane Electric var en el-bilsmæssig revolution hos Renault. Men, den som alle går og venter på lige nu, er den kommende Renault 5. En bil, der designmæssigt er sit ikoniske ophav tro.
Og netop nu kører ni forklædte Renault 5 rundt i det nordlige Sverige for at teste vinterkørsel, batteriydelse og meget andet inden bilen gøres klar til lancering. Folk, der kommer tilfældigt forbi, kan dog ikke se det kommende elektriske ikon, for bilen er forklædt under skallen på en helt almindelig Clio, som bilen faktisk deler ikke så få komponenter med.
Renault 5 bygger på en helt ny platform til elbiler – CMF-B EV, der er 30% billigere at producere end den som anvendes til Zoe. Men man har ikke opfundet den dybe tallerken hos Renaults ingeniører. Platformen bygger nemlig på CMF platformen, som i dag anvendes til blandet andet Renault Clio og Renault Captur, mens chassiet er blevet tilpasset til det lave tyngdepunkt som bilen får grundet batteripakken.
Faktisk er det hele 70 % af komponenterne i Renault 5 man har taget direkte på hylden hos Renault Clio og Captur, mens elmotoren er hentet i Renault Megane Electric – en letvægtsmotor uden brug af sjældne og knappe metaller. Man har dog gjort enheden hele 20 kilo lettere end i Megane ved at sammenbygge blandt andet DC-konverteren og batteriladeren.
Også batteripakken er anderledes end i Zoe. Man har fire store moduler i stedet for de 12, der er i Zoe – dermed har man sparet yderligere 15 kilo – og med lettere chassis, lettere motor og lettere batteripakke opnår man også en længere rækkevidde end dagens 385 km i Zoe. Hvor meget er endnu ikke offentliggjort. Men det er helt afgjort at platformen, vægten og bilens ydelse gør den kommende charmetrold en udsøgt fornøjelse at køre.
(Pressemeddelelse)