Annonce

Jan Magnussen teamer op med Team Auto Lounge Racing for nyt TCR-comeback

Jan Magnussen vender tilbage til TCR Denmark i 2023, hvor den 49-årige racerkører stiller op til et fuldt mesterskab i den danske topserie. Comebacket sker sammen med svenske Team Auto Lounge Racing, som stiller med tre biler, hvor Magnussen vil være bag rattet af en nyindkøbt Cupra Leon Competición.

Jan Magnussen, som sideløbende med TCR-aftalen også kører et fuldt Le Mans Cup-mesterskab samt udvalgte løb i det amerikanske sportsvognsmesterskab og Porsche Carrera Cup Scandinavia, vil sammen med sine nye teamkammerater, Kevin Engman og Christian Skaar, kæmpe for både den generelle kørertitel og Trophy-mesterskabet samt teammesterskabet.

– Jeg er vildt glad for vende tilbage til dansk motorsport igen, og stor tak til både Team Auto Lounge Racing og Cupra Danmark for at give mig mulighed for at stille op til en fuld TCR-sæson. Siden jeg debuterede i den danske standardvognsserie i 2001, har jeg sjældent kunne deltage i alle sæsonens løb grundet min mangeårige fabrikskontrakt med Corvette Racing, men det bliver muligt i år, hvor målet er et kørermesterskab. Jeg har altid elsket intensiteten ved TCR-seriens sprintløb, og jeg ser frem til at teame op med Kevin, Christian og resten af holdet, som allerede har gjort sig godt bemærket i TCR Denmark, lyder det fra Jan Magnussen.

Team Auto Lounge Racing, som har hovedkontor i Kungsbacka nær Göteborg, debuterede i TCR Denmark i 2022, hvor det svenske hold deltog i sæsonfinalen. Her lykkedes det for Kevin Engman at sikre en fjerdeplads i det stærke TCR-klassement, som i år ventes af stille med et kæmpe felt af mere end 20 biler.

– Vi er enormt begejstrede over at byde Jan Magnussen velkommen på holdet. Med sin verdensberømte karriere kommer han med en erfaring, som vi vil lære en masse af, både som kørere og som hold. Vi vil give Jan de bedste betingelser for, at han kan være i stand til at kæmpe med om mesterskabstitlen. TCR Denmark er racing på højt niveau og vil i den nye sæson være den største nationale TCR-serie på verdensplan. Med vores nye kørerlineup føler vi os stærkt rustet til at tage kampen op om alle tre mesterskaber, lyder det fra teamchef og kører hos Team Auto Lounge Racing, Kevin Engman.

– Det er en kæmpe ting at se Jan Magnussen på holdet sammen med Kevin Engman og mig. Vi er alle tre enige om, at vi skal sikre teammesterskabet, og at både Jan og Kevin konstant skal være med i toppen. Mit eget mål er at vinde Trophy-mesterskabet. Jeg elsker udfordringer og debuterede i det svenske TCR-mesterskab i 2022, hvor jeg ville se, hvor langt man kan komme med fuld dedikation, selvom man er helt grøn. Vi blev inviteret til at køre slutrunden i den danske TCR-serie sidste efterår og har siden haft en dialog om at stille til start i 2023. Vi ønskede at skrue yderligere op for blusset med en ekstra bil, og vi kunne ikke ønske os en stærkere profil at gøre det med end Jan, lyder det fra teamejer og kører hos Team Auto Lounge Racing, Christian Skaar.

2023-udgaven af TCR Denmark afvikles over syv afdelinger, startende den 20.-21. maj på FDM Jyllandsringen. Serien vil også gæste Copenhagen Historic Grand Prix samt svenske Falkenberg, ligesom der afvikles et Night Race i Le Mans-stil på Padborg Park. Alle afdelinger vil blive transmitteret live på DR2 samt via streaming på dr.dk.

TCR Denmark 2023

20.-21. maj: Åbningsløbet Jyllandsringen
17.-18. juni: Sommerløbet, Ring Djursland
8.-9. juli: Västkustloppet Falkenberg, Sverige
4.-6. august: Copenhagen Historic Grand Prix
19.-20. august: Grand Prix Danmark, Jyllandsringen
16. september: Night Race, Padborg Park
30. september-1. oktober: Finaleløbet, Jyllandsringen

(PM)

Del artiklen:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Annonce

Seneste nyt
Mest læste
Husk vinterdæk
Nye dækregler allerede til denne vinter
Woman,Charging,Electro,Car,At,The,Electric,Gas,Station
Værkstedskæde slår alarm: elbil-tsunami udgør sikkerhedsrisiko
cbb2ccc3-715f-407e-9230-35055a185e18
Endnu en kinesisk elbil – denne gang med hæve-sænkebord
Scenic_E-Tech_electric_finalist_for_Car_of_the_Year_2024-2-MB
SCENIC E-TECH ELECTRIC VINDER CAR OF THE YEAR 2024
ExclusiveOnline