Siden den første 911 Carrera 4 blev præsenteret i 1989, har det været muligt at bestille den mest ikoniske model fra Porsche med firehjulstræk. Nu tager det tyske mærke konceptet til ekstremerne med specialvarianten 911 Dakar, som præsenteres på Los Angeles Auto Show den 16. november.
Hyldest til en rallysejr
Navnet er et kip med hatten til en af fabrikkens mest berømte motorsportspræstationer, nemlig sejren i det verdensberømte Paris-Dakar Rally i 1984. Dette gennembrud i rallysportens hårdeste udholdenhedsløb skete med en kraftigt modificeret Porsche 911, som for første gang i modellens historie var blevet udstyret med firehjulstræk. Ombygningen til de mange tusinde kilometers ræs gennem bjerg- og ørkenlandskaber indebar desuden øget frihøjde og effektive terrændæk.
Det samme gør sig gældende for nutidens Porsche 911 Dakar. I forbindelse med udviklingen af den hårdføre variant begrænsede teamet af ingeniører og testkørere sig ikke kun til offroad-banerne på Porsches eget testcenter i Weissach, Stuttgart. Holdet har således tilbagelagt mere end en halv million testkilometer med den særlige model flere forskellige steder i verden – hvilket indebar mere end 10.000 kilometers kørsel i svært og udfordrende offroad-terræn.
Udviklet og testet af racerkørere
En af lokationerne var Château de Lastours i Sydfrankrig, som blev anvendt for at teste bilens performace på typiske rallyprøver. Kilometer efter kilometer på løst underlag udsatte 911 Dakar for situationer, som lige så vel kan opstå i et heftigt rallyræs.
– Alle de store rallyteams kommer til Château de Lastours for at teste deres biler i Europa, inden det går løs til VM-afdelinger rundt i hele verden, lyder det fra fabrikskører hos Porsche og tidligere Le Mans-vinder, Romain Dumas, som til at begynde med, var forundret over at skulle køre en ny Porsche 911 på rally
– Jeg vidste, hvad en 911’er kunne gøre på vejen, men jeg var helt overrasket over, hvor godt bilen klarede sig her på fri fod, forklarer den franske racerkører.
Walter Röhrl: Ingen vil tro det
Den dobbelte verdensmester i rally og mangeårige udviklingskører og ambassadør for Porsche, Walter Röhrl, kunne heller ikke modstå chancen for at udsætte den nye 911 Dakar for udfordrende øvelser på testcenteret i svenske Arjeplog nær polarcirklen, hvor frosne søer og dyb sne skabte det perfekte udgangspunkt for ekstrem testkørsel.
– Bilen er virkelig sjov at køre. Alt fungerer så præcist og roligt. Ingen Porsche-ejer vil tro på hvad man kan gøre i den her bil, før de selv oplever det, lyder det fra Walter Röhrl.
Imponerer i ørkenen
911 Dakar er blevet udsat for alt fra isnende kulde til stegende hede og har således også skullet bevise sit værd på i tropiske omgivelser som Dubai og Marokko. Her har testholdet ubarmhjertigt sendte prototyperne op ad stejle sandklitter i temperaturer på op til 45 grader.
– Den er imponerende på alle typer underlag, men især i ørkenen. Her kan man nemlig udnytte 911-modellens konceptuelle egenskaber bedst muligt. Kombinationen af lav vægt, høj frihøjde og en kraftfuld motor placeret bagest kombineret med en kort akselafstand giver en underholdende køreoplevelse, lyder det fra chef for 911- og 718-modellinjen hos Porsche, Frank Moser, som selv har været bag rattet af 911 Dakar i Sahara.
Ekstremt greb
Også Porsches erfarne fabrikskører Jörg Bergmeister og udviklingskøreren Lars Kern har været involveret i udviklingen af den spektakulære 911, og de to tyskere deler en fælles begejstring for det atypiske koncept.
– Jeg havde ikke troet, at en sportsvogn med så høj en frihøjde kombineret med terrændæk stadig ville føles som en 911 på asfalt, lyder det fra Jörg Bergmeister.
– Til at begynde med havde jeg ikke mod til at presse bilen til dens grænser. Men det kom hurtigt, og jeg er virkelig imponeret og meget tilfreds med, hvordan vi har fået den til at køre på løst underlag. Selv bremsesystemet er optimeret til eksempelvis at bremse på grus. Og jeg er især overrasket over, hvor meget greb, offroad-dækkene leverer. Den er virkelig en oplevelse at køre, supplerer Lars Kern.
De endelige detaljer om den nye Porsche 911 Dakar offentliggøres i forbindelse med præsentationen på Los Angeles Auto Show den 16. november.
Pressemeddelelse udsendt af Porsche Danmark den 12. november 2022