Den nye 911 Sport Classic er den seneste i rækken af Porsche Heritage Design-modeller. Den følger i hjulsporene på 997-udgaven af Porsche Sport Classic, der blev lanceret i 2009, og den tager ligesom sin forgænger inspiration fra 911-modellerne fra tresserne og halvfjerdserne – og især den ikoniske 911 Carrera RS 2.7 fra 1972. Den nye 911 Sport Classic produceres af specialafdelingen Porsche Exclusive Manufaktur og kommer i et stærkt begrænset antal på 1.250 eksemplarer på verdensplan.
Porsche Heritage Design
“Heritage Design-modellerne skal repræsentere de mest emotionelle koncepter i vores produktstrategi,” siger Alexander Fabig, chef for Individualization and Classic hos Porsche. “Ud fra denne unikke tilgang var vi sat vores designafdeling sammen med Porsche Exclusive Manufaktur for at nyfortolke og genoplive ikoniske 911-modeller, udstyr og designelementer fra halvtredserne og helt frem til firserne.”
Porsche lancerer i alt fire Heritage Design-modeller. 911 Sport Classic er den anden i rækken. Den første, 911 Targa 4S Heritage Design Edition med designelementer fra halvtredserne og tresserne, blev præsenteret i 2020.
En nyfortolkning af historiske designelementer
Der er især tre hovedelementer, som kendetegner det særlige islæt ved den nye 911 Sport Classic: Det brede karrosseri, som typisk er forbeholdt Turbo-modellerne. Den unikke hækspoiler, som er designet med inspiration fra legendariske ‘ducktail’ fra Carrera RS 2.7. Og endelig et ‘double bubble’-tag, som kendere vil genkende fra nutidens GT3 RS.
Yderligere inspireret af Porsches bagkatalog er den særlige grå signaturfarve, som pryder bilen. Det er den historiske Fashion Grey fra de tidligste 356-modeller, som er kilden til den eksklusive Sport Grey Metallic. Derudover kan Sport Classic bestilles i velkendte Porsche-farver som Solid Black, Agate Grey og Gentian Blue, der alle står som en flot baggrund til de to lysegrå striber, der løber hen over kølerhjelmen, taget og bagenden.
Også indeni finder man referencer til fortiden i form at det ikoniske sort-hvid-ternede ‘Pepita’-mønster på dørsiderne og den midterste del af sæderne, mens det to-tonede og rustikt udseende semianilin-læder i sort eller cognac bidrager med en elegant kontrast til farven udenpå.
Den mest kraftfulde 911 med manuelt gear
Lige så unik som resten af bilen er motoren, som driver den. Under den særlige hækspoiler ligger nemlig en 3,7-liters sekscylindret boxermotor med biturbo og hele 550 hestekræfter. De massive kræfter sendes udelukkende til baghjulene og kontrolleres gennem en 7-trins manuel gearkasse, hvilket således gør Sport Classic til den mest kraftfulde Porsche 911 med manuelt gear.
Herudover byder 911 Sport Classic også på specialudstyr som en ‘auto-blip’-funktion, der automatisk tilføjer mellemgas ved nedgearinger og tilføjer dynamikken en ekstra grad af underholdning, et sportsudstødningssystem specielt designet til modellen og et affjedringssystem identisk med dét, du finder i 911 Turbo- og GTS-modellerne. Dette inkluderer Porsche Active Suspension Management (PASM), som sammen med den 10 millimeter lavere ridehøjde sikrer en helt særlig og engagerende køreoplevelse.
Porsche 911 Sport Classic lanceres i Danmark i løbet af sommeren 2022.
Pressemeddelelse udsendt af Porsche Danmark den 28. april 2022