Polestar 2 startede ud som en elbil med to motorer, firehjulstræk, 408 hk og priser fra 450.000 kr. Det er svært at sige andet, end at den er fed – men det er også svært at sige, at det er en elbil for folket.
Som det hele tiden har været planen, kommer nu billigere udgaver af Polestar 2, og de gør det langt nemmere at få fingrene i den svensk-kinesiske model. I første omgang får versionen med 408 hk og firehjulstræk følgeskab af en version med en enkelt elmotor, som trækker forhjulene, og en ydelse på 231 hk. Den har samme størrelse batteri som den stærke topmodel, 78 kWh, så den opnår med sin højere effektivitet, færre kræfter og et vægttab en WLTP-rækkevidde på 545 kilometer. 483 kilometer står versionen med 408 hk til, så en pæn opgradering.
Når vi siger, at den 231 hk stærke udgave kommer i første omgang, så er det fordi, Polestar også stiller med en anden version med forhjulstræk, som yder 224 hk. 7 hk til forskel? Ja, men også et mindre batteri på 64 kWh – Standard Range Single Motor i stedet for Long Range Single Motor (og topmodellen hedder så Long Range Dual motor) – så rækkeviden ender på cirka 440 kilometer.
Men den variant har endnu intet prisskilt. Det har Polestar 2-modellen med 231 hk til gengæld, og den kan du bestille nu til priser fra 375.000 kr. Det er ingen gyselig basismodel uden udstyr, men en fornuftigt udstyret elbil med LED-forlygter, 19″ alufælge, delvist elektriske forsæder, nøglefri betjening, bakkamera, alarm og meget andet, men desværre er varmepumpe ikke standard, men en del af Plus-pakken til 40.000 kr. Du kan ikke få Performance-pakken med 20″ hjul, manuelt justerbare Öhlins-støddæmpere og gylden-gule detaljer – den er forbeholdt versionen med 408 hk.
Og så en særdeles interessant detalje: de første biler med 408 hk til det danske marked kom som standard med Pilot- og Plus-pakker, som nu er pillet ud af standardudstyret. Plus-pakken koster nu 40.000 kr. (og den skal man have med i det danske klima, for kun med den får man varmepumpe – og dertil panoramaglastag, Harman Kardon-lyd mv.) og Pilot-pakken med pixel-LED-forlygter og adaptiv fartpilot (som burde være standard) koster 30.000 kr.
Til gengæld kan du nu købe Polestar 2 med 408 hk til 399.000 kr. Det er kun 24.000 kr. mere end for versionen med 231 hk, så du skal virkelig sætte pris på den længere rækkevidde – eller have besvær med at forsikre en bil med 408 hk, for at den rigtig giver mening.
https://www.biler.nu/polestar-2-kommer-med-storm/