Born er den første elbil fra Cupra, aflæggeren af Seat, og den kompakte elbil står på samme platform som de populære VW-modeller ID.3 og ID.4. I størrelse og koncept ligger den tæt på ID.3.
Med de danske priser på plads for Born er det helt tydeligt, at det nye spanske mærke gør et ihærdigt forsøg på at få foden indenfor på det danske marked. Cupra har allerede vist, at mærket mener det seriøst med meget fornuftige priser på Formentor og Leon, men Born er en vigtigere model for spanierne, og derfor er priserne særdeles vigtige – og den starter ved kun 249.990 kr.
Born kommer i første omgang i to versioner: den billigste har et batteri med en brugbar kapacitet på 45 kWh, rækkevidde på 349 kilometer, 50 kW-ladekapacitet og 150 hk, mens den anden variant har et batteri med en brugbar kapacitet på 58 kWh, rækkevidde på 421 kilometer, ladekapacitet på 100 kW og en ydelse på 204 hk – førstnævnte fås i basisversionen Born til 249.990 kr. og i den bedre udstyrede Born High til 264.990 kr., mens den 204 hk stærke version udelukkende fås som Born High til 289.990 kr.
Underbyder ID.3 med 30.000 kr.
Basisudgaven af Born med 150 hk og 45 kWh-batteri er dermed 30.000 kr. billigere end den tilsvarende ID.3, og mens det taler for VW’en, at den kan lade med 100 kW, mod Cupra’ens 50 kW, så har Born mere udstyr i form af bl.a. automatisk klimaanlæg med to zoner og større touchscreen (12″ mod 10″).
Born har bl.a. LED-lygter, varmepumpe, varme i forsæderne, varme i rattet, bakkamera, p-sensorer for og bag, el-klapbare sidespejle, 12″ touchscreen, digital instrumentering og trådløs Apple CarPlay/Android Auto.
Born High-udgaverne har bl.a. adaptiv fartpilot, 19″ alufælge, navigation og fjernlysassistent. High-versioner kan fås med en masse ekstraudstyr – eksempelvis Beats-lydanlæg til 5.000 kr., Augmented Reality-head-up-display til 10.000 kr., 100 kW-ladekapacitet til 45 kWh-udgaven til 5.000 kr. og 19″ alufælge til 6.500 kr.
Til alle udgaver fås en installation af Clever-ladeboks på hjemmeadressen til kun 2.500 kr.
To veludstyrede introduktionsudgaver af Born kan forudbestilles forud for premieren i november – Born 1 og Born 2 til priser fra 311.000 kr./330.000 kr. – og disse versioner vil kunne leveres fra slutningen af oktober.
https://www.biler.nu/formentor-ehybrid-en-fed-pakke/