Indenfor de næste par måneder præsenterer Renault en helt ny Megane. Den bliver fuldelektrisk, og den skal langt om længe få det franske mærke tilbage i folks opmærksomhed, når det kommer til elbiler; efter at have været foran med den lille Zoe, som udkom første gang allerede i 2012, har Renault ikke gjort meget væsen af sig hvad angår elbiler.
Men Megane som vi kender den, i versionen som blev faceliftet i 2020 og samtidig kom som plug-in-hybrid (PHEV) i stationcarudgaven, kører sandsynligvis videre, og med introduktionen af Megane hatchback som PHEV, er der en ny grund til at se nærmere på det franske bud i Golf-klassen.
Megane E-Tech Plug-in Hybrid er den billigste PHEV i Golf-klassen – og samtidig en af de billigste PHEV’er i det hele taget. Megane hatchback fås nu kun som PHEV (ingen rene benzin- eller dieselvarianter), og med en startpris på kun 249.990 kr. er der eksempelvis 40.000 kr. op til Seat Leon eHybrid og 50.000 kr. op til Skoda Octavia iV. Kia Ceed SW PHEV koster 259.900 kr. (samme pris som Megane PHEV som stationcar), men med 141 hk er den – på papiret og ude på vejen – markant svagere motoriseret end Megane.
https://www.biler.nu/hvad-virker-hvad-virker-ikke-renault-captur-e-tech/
Tre udstyrsvarianter
Den franske PHEV byder på i alt 160 hk og en elektrisk rækkevidde på 50 kilometer. Den kommer i tre udstyrsvarianter – Zen, Intens og R.S. Line. Zen er basismodellen til 249.990 kr., Intens den veludstyrede version til 266.990 kr. og R.S. Line den “sportsligt” pyntede variant til 282.990 kr.
Zen-versionen har et godt udstyrsniveau som standard. LED-forlygter, tågeforlygter, infotainmentsystem med 7″ touchscreen og navigation, aut. klimaanlæg med to zoner, regnsensor, p-sensorer for og bag, varme i forsæderne, fulddigital instrumentering, køreindstillinger og fartpilot er standard.
Intens-varianten har derudover alufælge, foldbart passagersæde (så man kan køre med lange genstande), el-klapbare sidespejle, varme i rattet, aut. nedblændeligt bakspejl, nøglefri betjening, fjernlysassistent og læderrat.
R.S. Line kommer med stylingkit inde og ude (bl.a. større fælge) og justerbar lændestøtte i førersædet.
https://www.biler.nu/nyt-logo-og-ny-naese-til-kia-ceed-til-priser-fra-204-900-kr/