Savoir-faire – fransk overlegenhed og elegance i et enkelt ord. Det franske udtryk kan bedst oversættes med at være omstillingsparat og klar på at reagere villigt på en hver situation. Og med den nye DS 4 er DS Automobiles, et af luksusmærkerne i Stellantis-koncernen (PSA/Fiat-Chrysler), opsat på at lokke kunderne fra mærker som Audi og Volvo kunderne med en helt ny kompakt bilmodel.
DS byder i forvejen på den lille DS 3 Crossback og den mellemstore DS 7 Crossback, og over de to crossovers er sedanen DS 9 også på vej til Danmark. Den nye DS 4 kommer uden den blødhed i designet, som kendetegner de øvrige DS-modeller, og den vil skille sig ud fra mange andre biler med smukke proportioner og masser af karakter.
Forlygterne er tynde og proppet med den nyeste matrix-LED-teknologi, og LED-kørelysene er store og i en form, DS ikke tidligere har leget med. DS 4 er med en længde på 440 cm større end biler som Audi A3 Sportback og Mercedes-Benz A-Klasse, som vi formoder, den franske model skal konkurrere med, og dens karrosserilængde får den til, på fotos og video i hvert fald, til at se større ud end fx Audi’en.
DS 4 kommer i udgaverne DS 4, DS 4 Performance Line og DS 4 Cross – en standardmodel, en mere sportsligt orienteret variant og en crossover-inspireret model.
https://www.biler.nu/ds-9-er-den-franske-statslimousine-aargang-2020/
Smukke materialer – og skjulte luftdyser
Også indendøre skiller den nye DS 4 sig ud – fra konkurrenterne, men også igen fra de øvrige DS-modeller. Et elegant design med mindre “påtrængende” design end i fx DS 3 Crossback, men også ny teknologi som stort head-up-display i forruden, et nyt infotainmentsystem – DS Iris System – med 10″ touchscreen og en lille touchscreen (5″) – DS Smart Touch – foran den lille gearvælger, som reagerer allerede inden fingrene sættes på skærmen.
Luftdyserne er helt skjult i instrumentbordet, som giver et stilrent interiør, men de lader sig stadig lukke og justere manuelt.
Nattesyn (night vision), sikkerhedsteknologi som gør DS 4 semi-selvkørende og DS Active Scan, et kamerabaseret system som scanner vejen og indstiller den adaptive affjedring automatisk efter bl.a. vejbump og huller i vejen, er med til at gøre DS 4 til en teknologisk pakket model.
“Hovednavnet” i DS 4-modelprogrammet vil være E-Tense-versionen, plug-in-hybriden. Den kommer med en 1,6-liters benzinmotor med 180 hk og en elektrisk motor med 110 hk, som giver en systemydelse på 225 hk (samme drivlinje som i bl.a. Peugeot 3008 Hybrid), og rækkevidden på en opladning vil ligge på over 50 kilometer.
Men DS 4-modellerne vil også komme med traditionelle motoriseringer: Benzinmotorer med 130, 180 og 225 hk og en dieselmotor med 130 hk. Ingen DS 4-version kommer med manuel gearkasse (en stor gearvælger ville næppe passe med den lille touchscreen) – alle har 8-trins automatgearkasse.
De nye DS 4-modeller ventes til Danmark senere i 2021. De nuværende DS-modeller på det danske marked, DS 3 Crossback og DS 7 Crossback starter ved henholdsvis 230.000 kr. og 385.000 kr. (den fuldelektriske DS 3 Crossback E-Tense fra 290.000 kr., plug-in-hybriden DS 7 Crossback E-Tense fra 399.990 kr.).
https://www.biler.nu/kun-for-frankofile/