Den tredje generation af Audi Q5 er nu prissat og klar til det danske marked. Modellen, der fås både som SUV og Sportback, kombinerer moderne teknologi med klassisk forbrændingsmotor. Mens elbiler vinder frem, udgjorde benzin- og dieselbiler stadig 48 % af nybilsalget i Danmark i 2024. Derfor tilbyder Audi Q5 et alternativ for dem, der endnu ikke er klar til elbilen – eller hvor el ikke passer til kørselsbehovet. Det skriver Audi Danmark i en pressemeddelelse.
Den nye Q5 er den første SUV på Audis Premium Platform Combustion (PPC). Den er udstyret med optimerede benzin- og dieselmotorer, der er blevet mere brændstoføkonomiske via MHEV plus-teknologien. Derudover introducerer modellen et helt nyt interiør med avanceret infotainmentsystem, digital lyssignatur og OLED-baglygter i anden generation.
Højt udstyrsniveau som standard
Audi Danmark har valgt at introducere Q5 udelukkende i S line Edition. Det betyder, at funktioner som S line eksteriør, 19” fælge, S-sportsundervogn, sportssæder med sort Kaskade stof af delvist genanvendte materialer samt diamantformede syninger er standard. Andre funktioner inkluderer LED-baglygter med dynamisk blinklys, fjernlysassistent, elektrisk bagklap, adaptiv fartpilot, vejkrydsassistent, parkeringsassistent plus, 3-zoners komfortklimaanlæg og MMI navigation.
Tre motorvarianter og mulighed for firehjulstræk
Q5 og Q5 Sportback tilbydes med en 2-liters benzinmotor med forhjulstræk, der også fås med quattro firehjulstræk, samt en 2-liters dieselmotor med quattro firehjulstræk. Derudover lanceres SQ5 og SQ5 Sportback med en 3-liters benzinmotor og quattro firehjulstræk.
Privatleasing og priser
For dem, der ønsker forudsigelighed i deres bilbudget, kan Q5 privatleases fra 6.895 kr. om måneden med en førstegangsydelse på 15.000 kr. For 300 kr. ekstra om måneden kan man opgradere til firehjulstræk i en 150 kW TDI quattro.
Audi Q5 forventes lanceret i Danmark i løbet af foråret 2025.