På den forgangne weekends biludstilling i Bruxelles har 60 uafhængige motorjournalister fra 23 forskellige lande, der udgør den internationale jury bag Årets Bil i Europa, netop kåret Renault 5 og søsterbilen Alpine A 290 som Car of the Year 2025.
Det kom måske som en overraskelse, da Renault Scenic E-Tech Electric sidste år løb med titlen Car of the Year 2024 foran stærke konkurrenter som blandt andet BMW i5. Og spørgsmålet var. Kunne Renault gentage succesen med den meget roste Renault 5.
Det kunne den. I et finalefelt bestående af Alfa Romeo Junior, Citroen C3, Cupra Terramar, Dacia Duster, Hyundai Inster og Kia EV3 løb Renault 5 med førstepladsen og de fleste point – nemlig 353 og kan nu kalde sig Car of the Year i hele 2025.
Dermed tager den titlen videre fra Renault Scenic E-Tech Electric og Renault 5 skriver sig ind i historien som den 8. Renault til at tage prestigefyldte titel.
Andre Renault, der gennem tiden har vundet er: Renault 16 (1966), Renault 9 (1982), Clio I (1991), Scenic (1997), Megane (2003), Clio II (2006) and Scenic E-Tech electric (2024).
“I Renault Group, i Renault og Ampere er vi ekstremt stolte over at have vundet den prestigefyldte titel Car of the Year for anden gang i træk. Renault 5 E-Tech Electric er en sand game changer i Europa. Den er med til at gøre elbiler inspirerende og eftertragtede. Og samtidig er den designet så den skaber værdi for kunderne og er til at betale. Hvis der er en bil, der har potentialet til at transformere elbilsmarkedet, så er det denne her” udtaler Fabrice Cambolive, CEO Renault brand.
Hos RN Danmark, der importerer Renault og Dacia i Danmark, er der naturligvis også enorm glæde over at Renault 5 netop har vundet den prestigefyldte pris.
”Vi kunne ikke ønske os en bedre start på lanceringen af Renault 5 i Danmark. I mandags åbnede vi for ordrer og kunne afsløre Europas laveste pris på Renault 5 med startpris på kun 184.990 kroner – og i dag fredag i samme uge, vinder Renault 5 så titlen som Europas bedste bil i 2025. Og for at det ikke skal være løgn, så kan den netop i denne weekend opleves til Åbent Hus hos alle landets Renault forhandlere både lørdag og søndag fra 11.-16. Det må da siges at være perfekt timing” siger pressechef fra Renault i Danmark Søren Hyltoft.