En af verdens mest populære bilmodeller de seneste år, Toyota RAV4, fylder 30 år. Siden lanceringen i 1994, hvor RAV4 definerede en helt ny bilklasse – nemlig SUV-klassen – har den store SUV skilt sig ud fra mængden. I dag er der solgt over 14 mio. RAV4 på verdensplan, og med den nuværende femte generation markerer den rummelige SUV sig efter tre årtier stærkere end nogensinde.
Da Toyota i marts 1994 ved den internationale biludstilling, Geneve Motor Show, for første gang præsenterede den helt nye, firehjulstrukne kompakte model, RAV4, blev det samtidig begyndelsen på en helt ny bilklasse – nemlig SUV-klassen.
Lige så almindelige SUV’er er i dag, ligeså ualmindelige var de for 30 år siden, og det var nok de færreste, der havde forudset, hvor meget SUV’erne ville fylde tre årtier senere. Responsen fra medier og forbrugere var dog overvældende positiv fra første færd, og med et design, der var i tråd med konceptbilen RAV FOUR Concept fra Tokyo Motor Show i 1989, kastede mange sig ud i det dristige valg af den nye Toyota-model.
Her var god plads trods det kompakte og for den tid sportslige design. Siddepositionen var høj, udsynet godt, og Toyotas allerede dengang ekspertise inden for terrængående egenskaber blev kombineret med god komfort også ved kørsel på almindelig vej.
En verden til forskel
Alt dette har været gennemgående dyder i alle de fem generationer af RAV4, der er lanceret frem til i dag. Og for hver nye generation har RAV4 udviklet sig dels for at følge med tiden og dels for at imødekomme og forudse kundernes skiftende smag. Der er således en verden til forskel fra første generation til den udgave, der sælges i dag over hele verden herunder også i Danmark.
Innovation har altid været kernen i udviklingen af RAV4. Allerede i 1997 kom det til udtryk, da Toyota introducerede en fuldt elektrisk udgave af RAV4 på udvalgte markeder med sigte på at udforske ny teknologi og reducere påvirkningen af klimaet og miljøet.
I 2016 kom den første fuld hybridudgave af RAV4, og fire år senere i 2020 føjede Toyota en plug-in hybridudgave med 306 hestekræfter og op til 75 kilometers fuldt elektrisk rækkevidde til RAV4-porteføljen. Det var med til at understrege Toyotas multiteknologiske tilgang for at reducere emissionerne fra sit modelprogram.
Udover reduktionen af CO2 og andre emissioner har hybridteknologien også medvirket til en komfortabel og mere støjsvag oplevelse i RAV4. Samtidig har Toyota gennem innovativ brug af nye platforme og opdateret affejdringsteknologi skabt mere stabile og forbedrede køreegenskaber med hver generation.
Avancerede sikkerhedssystemer
Sikkerheden for fører, passagerer og medtrafikanter har altid været højt prioriteret hos Toyota. Det er bl.a. sket gennem udbredelsen af mærkets mange avancerede sikkerhedssystemer typisk samlet i pakken Toyota Safety Sense. Den omfattende sikkerhedspakke har i flere år været standard i alle udgaver af RAV4 lige fra den billigste udstyrsudgave til topudgaven.
Selv om RAV4 har eksisteret i tre årtier, syner den i dag stærkere end nogensinde før. Modellen har været den mest populære SUV i verden flere gange de seneste år, og toppede listen over den mest populære bilmodel helt generelt så sent som i 2022 med over en million solgte biler på et år. I fjor blev der alene i USA solgt 434.000 RAV4.
Der er solgt over 14 millioner RAV4 på verdensplan siden introduktionen i 1994. I Danmark lyder RAV4-salget på over 26.000 siden de første tredørs-udgaver trillede ud på vejene for 30 år siden. RAV4 oplevede sit hidtil bedste år i Danmark i 2021, hvor hele 3.104 biler fik danske nummerplader på. Det gjorde, at RAV4 kunne kalde sig den 11. mest populære personbilmodel i Danmark i 2021. Der kører i dag stadig knap 15.000 RAV4 på de danske veje.
/PM