ID.7 udstikker retningen for Volkswagens nye generation af elbiler. Og hvis du var fan af VW, før Tesla ramte os, så vil du også kunne lide ID.7. Alt det, der gjorde Passat til en god bil er i behold, og så er ID.7 tilmed endnu mere rummelig og luksuriøs.
Af Andreas Lang Hedegaard, journalist, Biltorvet
Tesla, Tesla, Tesla, hvis det ikke er svenske arbejdsvilkår, så er det Elon Musk, der vipper båden på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter. Men vi kommer altså ikke udenom, at det amerikanske elbilmærke har rundbarberet alle andre bilmærker fuldstændig i 2023. Et hurtigt kig på salgslisterne viser, at Tesla har solgt næsten 18.000 Model Y’er i 2023, mens Volkswagen har solgt 2.500 af konkurrenten ID.4. Så der må være nogle chefer, der er mere end gennemsnitligt trætte af Elon Musks disruption af bilmarkedet. Specielt hos Volkswagen, som har været vant til at ligge øverst i salgslisterne nærmest uanset hvad. Volkswagen indtager stadig andenpladsen på den danske salgsliste, og det nye spørgsmål er, om tyskerne kan indhente Tesla med den nyeste model ID.7.
Først og fremmest har Tesla ingen direkte konkurrent. ID.7 kommer nemlig i sit layout tættest på Model S, som i dag starter ved 900.000 kroner. Og lige som Model S er ID.7 enormt rummelig, mens man undgår det tumpede SUV-design fra Model Y.
Faktisk er pladsen i kabinen mere sammenlignelig med en Audi A8, som kun har to centimeter længere akselafstand, end med den folkekære Passat, som ID.7 minder mest om på prisen.
Digital køreglæde
Volkswagen har altid været kendt for at bygge meget velskabte og gennemtænkte biler. Golf- og Polo-klassen er trods alt opkaldt efter netop Volkswagens modeller, og selvom tiderne skifter, så rammer ID.7 den blanding af nyskabelse og forudsigelighed, man forventer. Ligesom de øvrige ID-modeller er 7’eren næsten simpelt indrettet. En stor skærm på 15 tommer dominerer midterkonsollen, og meget lig Tesla styres det meste fra skærmen, mens et lille display bag rattet viser nogle basale informationer som fart og batterikapacitet.
En af de store, nye funktioner, som ID.7 bringer med sig, er et headup-display i forruden, som blandt andet kan vise augmented reality, altså animerede pile, der svæver frit i luften, når navigationen er aktiveret. Det lyder meget futuristisk, og det kan sikkert imponere gadget-fokuserede it-typer, men ude i virkeligheden skal der altså mere til at disrupte den familiære pendlertur.
Hos denne, indrømmet reaktionære motorjournalist, er det i stedet den mekaniske køreglæde, der rykker. ID.7 vejer 2,2 tons og foregiver på ingen måde at være en sportsvogn. Det er den heller ikke, men den kører alligevel rigtig godt. Først og fremmest skjuler den sin vægt, og kontrollere sit chassis, så der er minimalt med krængning. I sving kan du nyde et direkte og præcist styretøj, og så er der den nye, andengenerations elmotor, som trækker baghjulene med 286 hestekræfter og massive 545 Nm. Den rykker bilen godt afsted, og på en våd vintervej tillader bilen en smule slip fra baghjulene. Ikke nok til at det bliver farligt, men bare lige nok til at en far kan få sig et fjoget grin, mens resten af familien kigger strengt på ham. Det er ægte køreglæde, også selvom den er digital.
Realistisk rækkevidde
Den øvrige kalender gjorde, at der ikke blev plads til at køre på langtur i ID.7, så testugen forløb med pendling. I alt brugte vi 53 procent af batteriet på at køre 220 kilometer motorvej og bykørsel i vintervejr med fuld smæk på varmen og uden at tænke på økonomien. Det er måske derfor, at vi oplevede et relativt højt forbrug på 26 kWh/100 km.
Det er lidt overraskende, da ID.7 både er ekstremt vindglat, så der skal bruges mindre energi til at skubbe den afsted, og så har Volkswagens ingeniører finpudset teknologien i elmotoren, så den også skulle bruge mindre strøm. Officielt kan testbilen køre 614 kilometer med et forbrug på 14,3 kWh, og det nåede vi i hvert fald ikke, men det vigtigste er nok, at rækkevidden selv under disse omstændigheder er rigtig fin. Batteriet er på 77 kWh, og er det fuldt ladet, skulle det gerne give omkring 350 kilometer med motorvej og i kulde, og det er i hvert meget længere end min blære kan holde sig. Og når du alligevel er inde for at lade vandet, kan ID.7 samtidig lades med op til 175 kW.
Plads til hele familien
Volkswagen lancerer en reel stationcarvariant af ID.7 i løbet af 2024, men indtil videre må vi nøjes med denne udgave, og den burde være nok for de fleste. 532 liter slår en del stationcars, takket være et langt bagagerum. Det er dog ikke så højt på grund af den skrånende bagklap, så har du en stor hund eller barnevogn, så bør du vente på stationcar-varianten.
Bagsædepladsen er som tidligere nævnt nærmest på højde med en ministerbil med overordentlig god benplads, og til trods for den faldende taglinje, sidder du også fint, selv om du er høj.
Pladsen i bagagerummet kan måske ikke matche en Tesla Model Y, og takket være Teslas dugfriske, så er prisforskellen også blevet noget større. En Model Y Long Range kan du nu købe 392.990 kroner, så uanset hvad du ellers synes om Tesla, bliver du nødt til at overveje den. Den er simpelthen for billig til at lade vær.
ID.7 starter ved 449.995 kroner, men vi tester ID.7 Style til 489.995 kroner. Her får du 360 graders kamera, Travel Assist-fartpilot og tre-zoners klima, som du også får i Tesla’en. I Style får du så også massage i begge forsæder, matrix-lygter og støjdæmpning i ruderne, som sænker støjniveauet til et luksuriøst lavt niveau.
Det er jo en pris, der er snublende tæt på 100.000 kroner mere end Model Y, men du får også en bil, der overgår Tesla’en i kørekomfort og samlekvalitet. Hvis du var glad for Volkswagens biler, før Tesla og elbilerne ramte de danske købere, så vil du helst sikkert også være glad for ID.7.