Overlanding – camping for eventyrer

Drømmer du om eventyr uden for den lokale campingplads – at komme tættere på naturen, så er overlanding måske noget for dig. Med firehjulstrækker og telt er det blevet populært at rykke teltpælene helt ud i vildnisset.

Af Andreas Lang Hedegaard, biltorvet.dk

H20-klipklapperne og det matchende joggingsæt er parkeret for et par vandrestøvler og Fjällräven-bukser. Hoppepuden er punkteret af en spejderdolk, og konkurrencen på minigolfbanen er af erstattet af hvem, der hurtigst kan tænde et bål uden tændblokke. Men måske vigtigst – så er familiens Passat og campingsvognen (husk at sige det på jysk) erstattet af et tagtelt og en gammel Land Rover. Camping er yt, overlanding er in. I hvert fald på Instagram, hvor det globale fænomen spreder sig. Overlanding kan bedst beskrives som en hobby, hvor det handler om at pakke sin terrængående bil, med alt man behøver for at overleve i ødemarken.

Trenden har i længere tid været populær i USA, og i Australien er det nærmest en folkesport. Men selv i kedelige, flade Danmark gryer interessen. På facebook-siden Overlander Danmark er der omkring 3.900 medlemmer, og vi har taget en snak med manden bag, Bjørn Lindhardt Wils.

Vigtigste forskel mellem almindelig camping og overlanding er bilen – den skal være terrængående, så man kan komme helt særlige steder hen, som her på Island. Privatfoto.

Mod Mongoliet

Til daglig udlejer han huse, men tilbage i 2019 pakkede han familien, en Land Rover kaldet Bassebjørn og en specialbygget terrænduelig trailer (sig lige det på jysk), og pegede den firkantede snude på Land Roveren mod Mongoliet.

”For os var det ikke så vigtigt, hvornår eller om vi overhovedet nåede Mongoliet. For os er det ikke målet, men processen, og der sker noget, når man er afsted i lang tid og rejser uden en detaljeret plan. Så bliver de små ting, de store oplevelser, som når man har en fantastisk samtale med en bjergbonde i Albanien, uden at man kan et ord albansk.”

De skulle have været afsted i to år, men på grund af Corona måtte familien afbryde i Tyrkiet efter ni måneder i telt og med bad og tøjvask en enkelt eller to gange om måneden. På den tid havde hele familien set Europa og Balkan, alle de steder hvor turister aldrig kommer. Sidenhen har familien været på adskillige ture, og senest en fem ugers sommerferie i Island. Alle rejser foregår i familiens elskede Land Rover Defender. Og den er en af de vigtigste forskelle mellem en autocamper, og det som Bjørn Lindhardt Wils definerer som overlanding.

”Overlander-bilen stinker af eventyr. Det er ikke bare sådan en kedelig hvid autocamper. Du har brug for en terrængående bil, når du søger ud i det ukendte, og slår lejr afsides. Firehjulstrækkeren er en døråbner, og eventyret kommer, når man træder ud i det ukendte og uplanlagte.”

Familien har to børn, som i dag er fem og otte år, og som har fået overlanding-livsstilen ind med modermælken.
Datteren var bare et år, da familien tog afsted mod Mongoliet. Privatfoto

Sådan kommer du selv i gang

Der er ikke nogen faste regler for, hvordan du skal gøre, men hvis du også drømmer om eventyr i vildnisset væk fra turisterne og alfarvej, så har Bjørn Lindhardt Wils et par gode tips. Nogen nøjes med en rygsæk, som var de på vandretur, og sover så i bilen, mens andre bruger et almindeligt telt, og så er tagtelte blevet meget populære over de senere år. Men Bjørns bedste råd er at starte i det små. Kør ud og lig i shelter en enkelt overnatning, og få nogle erfaringer.

Danmark er i virkeligheden nok et af de værste steder i verden at overlande, fordi der er mange mennesker og mange love. Du må eksempelvis hverken køre uden for vejen eller overnatte, hvor det passer dig. Her er Sverige og Norge lidt bedre, fordi de har allemandsretten, og jo dårligere vej, jo færre mennesker er der som regel. Man kan dog øve sig med app’en Brugminbaghave, hvor almindelige danskere stiller et hjørne af deres have eller skov til rådighed for campister, og mange accepterer også overland-typerne. Når rutinen er der, anbefaler Bjørn Lindhardt Wils de åbne vidder på Balkan, eller uden for Europa, hvor eventyrerne rigtig venter.

En af grundende til, at overlanding bliver mere populær, er de særlige muligheder, der er, når man ikke skal
holde sig til traditionelle campingpladser, som her på en strand i Grækenland. Privatfoto.


Del artiklen:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Seneste nyt
Mest læste
Woman,Charging,Electro,Car,At,The,Electric,Gas,Station
Værkstedskæde slår alarm: elbil-tsunami udgør sikkerhedsrisiko
Scenic_E-Tech_electric_finalist_for_Car_of_the_Year_2024-2-MB
SCENIC E-TECH ELECTRIC VINDER CAR OF THE YEAR 2024
cbb2ccc3-715f-407e-9230-35055a185e18
Endnu en kinesisk elbil – denne gang med hæve-sænkebord
ID-Range_bred2
Volkswagen styrker mærkets elektriske ID.-familie med nye priser og udstyrsvarianter
ExclusiveOnline

Nyheder og trends indenfor luksusbiler, ure, smykker, bolig og meget mere.