Drømmen starter her – fem bud på en overlander-bil

Drømmen om eventyr kan faktisk gøres billigere, end du tror. Vi har søgt Biltorvet igennem og har fundet fem fede bud på brugte biler i forskellige prisklasser, der kan tage dig på eventyr.

Af Andreas Lang Hedegaard, biltorvet.dk

Er du blevet træt af sommerhuset, savner noget mere spænding, eventyr og mødet med andre kulturer? Eller måske vil du hellere bare helt ud i skoven, stirre ind i flammerne fra bålet, mens du drikker en kold øl for dig selv. Ja, så lyder det til, at overlanding er noget for dig. Men man kommer ikke ret langt uden et køretøj. Derfor har vi trevlet Biltorvet igennem for brugte firehjulstrækkere, der kan passe en hver pengepung.

Suzuki Jimny 70.000 kr.

Den ligner umiddelbart noget, der hører til i en legetøjsbutik, men det er kun de uvidende, der griner af Suzuki Jimny. Bilen er teknisk bygget op som en Land Rover Defender, men af japanske ingeniører, så du slipper for al bøvlet, der kan komme med den engelske bil. Ulempen ved Jimny er, at den er meget lille. Det her er en bil, der egner sig for én eller højest to personer, og så er et traditionelt telt nok at foretrække. Til gengæld kan Jimny komme frem over næsten alt, takket være sin lille størrelse og vægt.

Eksemplaret her er fra 2005, har kørt 153.000 kilometer, og kan blive din for under 70.000 kroner. Benzinmotoren er på bare 1,3 liter og har kun 85 hestekræfter, men til gengæld er den årlige ejerafgift ikke så heftig, og du kan køre i alle storbyer.

Toyota Land Cruiser GX90 75.000 kr.

Der er en joke – hovedsageligt blandt Toyota-ejere – at hvis du vil ind i junglen, så kører du Land Rover, men vil du ud igen, så bør du nok køre Land Cruiser. Så vi har fundet en gammel og ganske slidt Land Cruiser GX90, som til gengæld er billig. Den koster bare 75.000 kroner, og fordi den er indregistreret som bus, koster den kun 2.000 kroner i årlig vægtafgift.

Du må så leve med, at bilen er fra 1999 og har kørt næsten 500.000 kilometer, men det er ingenting for en Land Cruiser. Bilen er oplagt som overlander, og du får både lavgear, spær på bagakslen samt masser af plads til at indrette bilen til eventyr.

Dacia Duster 4×4 90.000 kr.

Dacia lyder måske ikke meget af eventyr, men Duster er faktisk en bjergged i forklædning. Den er forholdsvis let, har et særligt lavt 1.gear, og så er der god plads i den i forhold til størrelsen. Og fordi den er relativt billig både at købe og servicere, burde du ofre et par lidt for store og grove dæk og eventuelt beskyttelsesplader til undervognen – så skal Duster 4×4 nok komme frem.

Og fordi bilen er så relativt lille, kan du nemt køre langt på literen på vej mod din destination, og denne bil fra 2016 har tilmed partikelfilter. Bilen er på gule plader og har kørt 116.000 kilometer, og så skal du slippe 90.000 kroner for den. Et godt bud, hvis du ikke drømmer om en verdensekspedition, men bare gerne vil i skoven.

Land Rover Defender 110 125.000 kr.

Vi slipper ikke uden om den – Land Rover Defender er oplagt som en overland-platform. Terrænegenskaberne er legendariske, og 110-varianten har rigeligt med plads til at indrette både sovepladser og køkken i bilen, så du ikke behøver et dyrt tagtelt.

Vi har fundet en varebil fra 2005 til 125.000 kroner, som godt nok har kørt 304.000 kilometer, men som er udstyret med den pålidelige TD5-motor. Den er et fint kompromis mellem moderne egenskaber, og alligevel er den til at lave, hvis man holder et sted i Atlas-bjergene i Marokko.

Nissan Navara 360.000 kr.

En pickup er i virkeligheden den nemmeste basis for et kompetent overland-køretøj. De er udviklet til at forcere groft terræn med høj last, så du får meget foræret. I tilfældet her får du endnu mere, for denne Nissan Navara er allerede ombygget af islandske Arctic Trucks, så du får kæmpe 89 centimeter høje og grove dæk, så det er svært at forestille sig, at der bliver noget, du ikke kan klatre over i denne bil.

Ombygningen har formentlig været hundedyr, og det forklarer, at du stadig må slippe knap 360.000 kroner for bilen, der er fra 2020, og har kørt 68.000 km, men sammenlign det så med et sommerhus – og det kan du aldrig tage med nogen steder.

Mest læste:

ID7-Forside
ID. 7 er for dem, der har råd til ikke at købe Tesla
ID.7 udstikker retningen for Volkswagens nye generation af elbiler. Og hvis du var fan af VW, før Tesla...
DSC02835
Praktisk Porsche med lynnedslag er vidunderlig
Den er flot, praktisk og en halv million kroner billigere med ledning – Porsches Cayenne som plugin-Coupé...
2024-02-porsche-pm-taycan-facelift-2
Porsche opdaterer Taycan: Mere effekt og længere rækkevidde
Porsche har lanceret en opdateret version af sin fuldt elektriske Taycan-model, som nu byder på forbedringer...
Opel_524741
Frontera-navnet gør comeback: Helt ny fuld-elektrisk Opel SUV på vej
Frontera-navnet gør comeback i Opels modelprogram. I 2024 præsenterer den tyske bilproducent en helt...

Læs også:

Verdenspremiere på ny Skoda Octavia

Den opdaterede Škoda Octavia byder på et nyt design, opdaterede interiørtemaer, forbedret brugervenlighed, nye motorvarianter og øget sikkerhed, og ankommer til Danmark i juni. Denne