BMW X1 som frisk og stram hybrid-SUV kvæles af høj pris

Kan kun tre cylindre, kombineret med en elmotor være en fed og lækker BMW-oplevelse? I BMW’s mindste SUV, X1 med efternavnet xDrive30e M Sport Plus og sammenkogte 326 hk er svaret et lille ja, men det er mest på grund af prisen, vi tøver.

Tekst og foto: Bernt Kastberg, biltorvet.dk

Det koster at køre på første klasse, sådan er det. Men så skal første klasse, jo også være første klasse, og det er BMW som oftest. Det mærkes også i BMW’s mindste SUV, X1’eren du måske kender mest som elbilen iX1, der koster fra 464.157 kr. Men den fås også med alle andre typer motorer, lige fra en lille benziner med 136 hk, der koster 521.141 kr. til en diesel med 163 hk til 638.029 kr. Og så et par hybrider, til dig, der ikke er helt klar til ren el, men også er klar over, at du ikke kan parkere på Østerbro uden en lille risiko for at tilegne dig ridser og opskårne dæk, hvis ikke din SUV har en grøn profil, som fx et stort batteri. Sådan et har X1 Phev, det er på 14,2 kW som skulle række til 83 af de evigt optimistiske WLTP-tal. Lad os se.

Biler prøver den vildeste X1’er, som hedder 30e og har efternavnet M Sport Plus, med fornavnet xDrive og det er topmodellen og derfor koster den fra 637.365 kroner.

Det er jo dælme mange penge, mest fordi så stor og praktisk er bilen heller ikke. Så lad os lige dyrke lidt af det, som gør den dyr.

Stram og dejlig

Fornavnet først, xDrive, betyder firehjulstræk. Elmotoren trækker og hygger sig mellem baghjulene og ellers er det en forhjulstrækker. Du får sammenlagt 326 hk, og det er selvsagt noget, som skal koste lidt.

Det dramatisk høje heste-tal føles dog ikke så vanvittigt, når du kører i den. Heldigvis, for en stor del af tiden Biler testede X1’eren blev den brugt som familiebil, hvor ikke alle sætter pris på vejvildskab.

X1’eren kører dejligt stramt og friskt, nogle vil måske syntes den er lige vel stram i fjedrene, men det er med til at holde den papkasse-agtige, høje vogn på sporet. Undervognen passer såmænd også meget godt til forventningerne, når der er over 300 hypper ude foran og et BMW-skilt med et M i navnet bagpå. Den hedder jo også Sport Plus, hvilket vel også sender et sportsligt signal. Til dagligt render vognen overraskende ubesværet frem, også når batteriet er tomt og kun de fossile muskler bruges. Trods sine kun tre cylindre og halvanden liter volumen, kaster den velvilligt og overraskende ubesværet bilen afsted, og det sker med en for øret ganske tilfredsstillende sprød rallen fra den halve V6’er.

Til gengæld irriterer det lidt, at den nogle gange er lidt langsomtreagerende på den lille pedal til højre i fodbrønden. Det hjælper lidt, når elmotoren også er på, men hver for sig, får de ikke det bedste frem i vognen. Når du kun bruger elmotoren, afleveres kræfterne nemlig diskret, og man skal tvinge den i enten sportsprogrammet eller gøre brug af en sjov gimmick, hvor man kan få ti sekunders boost – her lyser instrumenthuset rødt, som i sportsprogrammet, og mens der tælles ned fra 10, får du det maksimale ud af maskineriet. Men det virker ikke, hvis du allerede er i sportsprogrammet, da boost-funktionen er sportsprogrammet. 0-100 km/t klares på små 5,6 sekunder og det er da ganske hårblæsende. Hvis du er bange for frisuren, findes der også en lidt billigere plugin, kaldet 25e, og den fås for 40.000 kr. mindre og har samlet 245 hk, hvilket du fint ville kunne nøjes med, også selv om elmotoren her kun leverer 95 hk, mod 177 i topmodellen.

Hikke i urværket

Og så er vi tilbage i testbilen, hvor vi nu bremser. Her er der en smule hikke i det ellers velafstemte tyske urværk. Den har det med at plukbremse ved lav fart, og det kræver tilvænning at dosere, da man som regel kommer til at bremse lidt for meget. Det er den såkaldte rekurperation, altså elmotoren, som gerne vil lave bremsestrøm, koblet med nedgearinger fra fossilmotorens automatgearkasse, der giver plukeffekten.

Det sagt, fylder det uendelig lidt, når du kører til dagligt, da vognen er pænt underholdende at holde vejfest i.

Det er let at vælge at køre på ren el, hvor fossilmotoren er slået fra, så du kan besøge dit citykontor i Bruxelles miljøzone, hvor fossilbiler er forbudte. Modsat kan du slå elmotoren fra, hvis du vil spare på strømmen. Det giver jo mening, hvis du kører motorvej, hvor strømmen hurtigt bliver brugt, men gerne vil gemme lidt stille og hurtig fremfærd til byens trafik.

Elmotoren kan drive maskinen op til 140 km/t og det gør, at du jo kan pendle ret langt på ren strøm. Vi starter med 77 kilometer på batteriet, hvor det officielle tal er 83. Fordi vi er gode til at gemme strømmen til byen, kommer vi faktisk helt op på næsten 89 kilometer strøm, og lander så samtidigt en benzinøkonomi på 17,5 km/l, der jo ikke er imponerende, men heller ikke katastrofal – men naturligvis langt fra det officielle tal på vanvittige 125 km/l. Men det skal vi jo bare være taknemmelige for, da det tal giver en god skatterabat på afgiften.

Pottetræningsbil

Nok om tal og køreegenskaber. Det er jo en SUV, så den skal være praktisk og have god plads til skrammel, krukker og kantinestole, og hvad man nu transporterer. Bagagerummet er lidt mindre end de fossile X1’ere på grund af batteriet, men du får da 490 liter, som i det daglige føles alt rigeligt. Bagsæderne rummer fint voksne, der ikke skraber knæ mod forsædet, eller hovedet mod loftet, så det er jo godkendt. Den høje bund, gør dog, at nogle vil savne lårstøtte. Man kan ikke lægge bagsæderne ned fra bagagerummet – det skal foregå med nogle halvgemte strips ved seletøjets kliklås, og når sædet skal tilbage, kan man ikke blot kyle det tilbage, men skal igen have fat i den svært tilgængelige strip for at låse sædet i position igen. Det føles unødigt besværligt.

Ellers er der ikke meget at udsætte i kabinen, som på vanlig BMW’s er i lækre materialer, og rattet også er tykt og solidt at holde om. Der er masser af aflæggerplads og en smart holder til telefonen, som gør, at man kan se skærmen oprejst i midterkonsollen. Menusystemet er let at gennemskue og hitte rundt i, og knapper på midterkonsol og rat hjælper dig på vej, men BMW-kendere vil måske undre sig over det manglende drejehjul i midterkonsollen, kaldet i-Drive, men det savnede vi på intet tidspunkt.

Vi må også fremhæve panoramasoltaget, som giver et kæmpestort hul i taget, så man nærmest kører åbent, og det følger med i Plus-udgaven, der jo lige koster 55.000 mere end M Sport. For de ekstra penge får du også et glimrende headup-display, navigation og andre fælge samt ratvarme. Vognen vejer i øvrigt 1935 kilo og må trække 1800 kilo på krogen.

Hvis du drømmer om en rap SUV, som faktisk også ser ganske skarp ud, er Bimmeren et fantastisk bud, men vi kommer ikke udenom, at prisen også er ganske frisk. Derfor må du ikke glemme, det du allerede ved, nemlig at der er et noget billigere alternativ, hvis altså du tør tage springet til ren el i stedet for denne pottetræningsbil af en pluginhybrid. Vi taler selvfølgelig om den helt elektriske version kaldet iX1, der som nævnt starter ved priser på 464.157 kroner – dén prisforskel kan ikke ignoreres.

Del artiklen:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Seneste nyt
Mest læste
Husk vinterdæk
Nye dækregler allerede til denne vinter
Woman,Charging,Electro,Car,At,The,Electric,Gas,Station
Værkstedskæde slår alarm: elbil-tsunami udgør sikkerhedsrisiko
cbb2ccc3-715f-407e-9230-35055a185e18
Endnu en kinesisk elbil – denne gang med hæve-sænkebord
Scenic_E-Tech_electric_finalist_for_Car_of_the_Year_2024-2-MB
SCENIC E-TECH ELECTRIC VINDER CAR OF THE YEAR 2024
ExclusiveOnline