Lidt, men godt – vi kører ’øko’-kørsel i den faceliftede Audi Q8 e-tron

Af Andreas Lang Hedegaard og Bernt Kastberg, biltorvet.dk

Audi Q8 e-tron er en stor, klassisk SUV, som tilfældigvis kører på strøm. Den var tilmed en af de første, dengang tilbage i 2018, da de etablerede bilmærker var ved at opdage, at Tesla ikke bare sådan forsvandt. Jaguar var lige foran Audi med deres I-Pace, som derfor indkasserede alverdens priser. Men da Audi e-tron, som den hed dengang, landede, var det tydeligt, at Audi havde lavet en lækker SUV. Der var bare et problem – bilen vejede over 2,5 ton, og den var ikke ligefrem sparsommelig, når det kom til at passe på strømmen. Rækkevidden var klart bilens største udfordring, og det forklarer nok hvorfor, Audis ingeniører har haft netop rækkevidden for øje, da de faceliftede modellen tidligere i år. Her fik den også tilnavnet Q8, for siden introduktionen er der nemlig kommet flere andre e-tron-modeller til, og så forvirrer det bare, hvis modellen fortsat bare skulle kaldes e-tron.

Nu har vi selv fingrene i bilen, og vigtigste spørgsmål må være at teste, om den er blevet mere økonomisk. Og den perfekte test dukker op, vi har nemlig brug for at komme hurtigt fra Biltorvet HQ i Høje Taastrup til Kalundborg og tilbage til København. En rundtur på 175 kilometer med tung speederfod, som var det en dieselbil, og der var basser på politistationen. Resultatet er et forbrug 24 kWh/100 km, som må være godkendt. Officielt hedder forbruget nemlig mellem 20,6 og 24,4 kWh.

Tyske ingeniører

Det betyder, at de tyske ingeniører rundt regnet har skåret 2,0 kWh/100 af forbruget, og samtidig er batteriet vokset. Den store model 55, som vi tester, har droppet det 95 kWh store batteri, med en 89 kWh nettokapacitet, som du i stedet finder i 50-modellen. I 55 får du nu et 114 kWh batteri brutto og 106 kWh netto. Sammen med andre spidsfindigheder, som vi kommer ind på om lidt, har det givet en rækkeviddeforøgelse på 32 procent, så Q8 e-tron officielt kører op til 574 kilometer.

Det større batteri står kun for 20 procent, mens ingeniørerne har slebet og pudset alle dele af bilen, så den bliver 12 procent mere effektiv. Det gælder blandt andet motoren på bagakslen – Q8 e-tron har selvfølgelig firehjulstræk fra to elmotorer. Men i stedet for 12, har den nye motor på bagakslen 14 viklinger, som skaber magnetfeltet. Med den samme mængde strøm kan motoren nu skabe et kraftigere magnetfelt, som så skaber et højere drejningsmoment. Hvis momentet ikke bruges fuldt, har motoren brug for mindre strøm til at levere samme moment, og det sænker forbruget, som dermed øger rækkevidden.

Visuelt er det kun fronten, der skiller den nye Q8 fra den gamle e-tron. Men ingeniørerne har poleret karossen til at være ekstra vindglat. CW-værdien er således sænket fra 0,28 til 0,27. En ny-designet spoiler under bilen ved hjulene giver fem ekstra kilometer. I grillen sidder det, der kan forveksles med en persienne, som åbner og lukker sig, alt efter om bilen har behov for køling. Det er forbedret, hvilket giver fire kilometers ekstra rækkevidde.

Sammen løber det op, og testbilen, der kører med massive 21-tommer-fælge, er opgivet til at køre op til 520 kilometer. De 440 kilometer, som bilen selv siger, virker dog mere realistisk. Det er jo ikke helt vildt imponerende, specielt fordi det var under nær optimale omstændigheder, men man kan selvfølgelig lade være med at køre hurtigt på motorvejen. Så ville rækkevidden nok være lidt mere overbevisende.

En tur tværs over Sjælland afslører, at Audien ikke er helt så forslugen som tidligere generation. Men det kunne heller ikke være meget værre.

Bilbamse

Det er dog svært ikke at køre hurtigt, fordi den store bamse af en bil, bare kører dejligt. Luftaffjedringen og den tyste fremfærd giver så god komfort, at man ikke mærker farten og trods sine 408 hestekræfter, firehjulstræk og en 0-100-tid på 5,6 sekunder, afleveres accelerationen kontrolleret og beskedent. Måske fordi man skal træde enormt langt ned på speederen, før der sker noget? Selv når man vælger det sportslige Dynamic-køreprogram og vælger sport på gearstangen bliver det aldrig decideret skræmmende.

Styretøj og undervogn opfører sig ganske stramt, og der er ikke megen krængning. Den virker overraskende ubesværet ved at blive kastet rundt i svingene, som om karrosseriet var af flamingo. Q8’eren skjuler dermed sin massive vægt på 2,6 tons, ikke som en buttet cykelrytter i spandex, men nærmere en bodybuilder i smoking.

Alt det onde

Det sagt, kan man høre hjulstøj på ru asfalt allerede fra 50 km/t, især på bagsædet – ikke meget, men for meget i forhold til den luksusbil, Q8’eren er. Vindstøj opstår først ved motorvejsfart, og ellers spiller alt i vanlig Audi-kvalitet i luksuskabinen, hvor også dørene lukker med en lækker tætsugende lyd, som en kummefryser, præcis som det forventes.

Q8 er kun ni centimeter i længden fra at ramme de fem meter rent, og er så stor, at den fylder hele båsen på p-pladsen ud. For at tumle det store skrummel, er det derfor afgørende med gode spejle, eller et godt bakkamera – sidstnævnte har Q8’eren, men det med spejlene – not so much. Testbilen er nemlig udstyret med såkaldte virtuelle sidespejle, der bruger kamera og viser sidespejlsbilledet på skærme i døren og det fungerer ikke for os.

Et kamera på siden af bilen giver mindre vindmodstand, men i praksis skal du vænne dig til at kigge på dørsiden, i stedet for gennem sideruden og på spejlet. I daglig færdsel, kan man nok vænne sig til det, men når du bakker, zoomes der ind. Det kan være fint nok, for at se, hvor tæt du er på kantstene, men er du på vej ud på en vej og sætter bilen i fremadgående gear, nulstilles spejlene ikke, så du kan ikke se, om der kommer biler bagfra, og om det er sikkert at køre ud. Her må man så dreje hovedet eller bruge tid på at klikke på sidespejlsskærmen for at nulstille spejlet.

Konklusionen er, at vi ville nok spare de knap 23.000 kroner, teknikken koster og nøjes med almindelige spejle.

Fordelen ved en stor vogn er, at der er masser af plads – også på bagsædet.

Hundehøjde

To andre bitte irritationer er, at vejstribeadvarslen griber lidt for hårdt fat, så det slår man fra, og at bagagerummet har en høj bund, men under den, er der fint plads til kabler, så det går jo nok – en voksen labrador kan stå ”oprejst”, så der er højde nok, og man får trods alt 569 liter i alt.

Har man ikke hund på bagsædet, og ønsker mere coupéform, kan man vælge Sportscoupé-versionen, der er teknisk ens.

Spareøvelserne på Q8 e-tron har ganske givet ikke været nemme, når man nægter at gå ned på størrelse, firehjulstræk og køredynamik, men tyskerne er kommet ganske godt fra det – den kører stadig med stort overskud, men nu uden at elmåleren går helt agurk.

Det dejligste sted på Audi Q8 e-tron er bag rattet, for den er bygget til at køre lækkert. Her mærker man ikke, at det er en stor vogn.

Del artiklen:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Seneste nyt
Mest læste
Scenic_E-Tech_electric_finalist_for_Car_of_the_Year_2024-2-MB
SCENIC E-TECH ELECTRIC VINDER CAR OF THE YEAR 2024
ID-Range_bred2
Volkswagen styrker mærkets elektriske ID.-familie med nye priser og udstyrsvarianter
cbb2ccc3-715f-407e-9230-35055a185e18
Endnu en kinesisk elbil – denne gang med hæve-sænkebord
HondaeNY1-02083
e:NY1 er den hemmelige Honda
ExclusiveOnline

Nyheder og trends indenfor luksusbiler, ure, smykker, bolig og meget mere.