Annonce

Så er det tid: Priser på alle Lexus-modeller

Lexus begynder nu salget af nye biler i Danmark, og efter en forsmag på de forskellige biler i den nye butik ved hovedsædet i Søborg kan kunderne nu endelig skrive under – alle priserne er på plads.

Det japanske luksusmærke, etableret med LS 400 i 1989 og en del af Toyota, er tilbage i Danmark med tre SUV-modeller, to sedaner, en coupé og en cabriolet.

SUV-modellerne tæller den kompakte UX, den mellemstore NX og den store RX (fås også i den forlængende version RX L med syv sæder), mens sedanerne er den store ES og den endnu større luksusbil LS. Som kronen på værket, og med eneste mulighed for en ren benzindrevet variant (endda med 5-liters V8) har Lexus coupéen LC og cabrioleten LC Convertible.

UX konkurrerer med bl.a. Audi Q3 og Volvo XC40. Den kommer som hybriden UX 250h med 178 hk (valg mellem forhjulstræk og firehjulstræk) og den fuldelektriske UX 300e med 204 hk (batteri på 54 kWh, rækkevidde 305-315 kilometer). Hybriden fås til priser fra 431.500 kr. med forhjulstræk og Comfort-udstyr (LED-forlygter, alufælge, aut. klimaanlæg, bakkamera, adaptiv fartpilot mv.) helt op til Luxury-versionen med firehjulstræk og en pris på hele 711.500 kr. (med bl.a. 10,3″ touchscreen, adaptiv undervogn, Mark Levinson-lydanlæg mv.). Beskatningsgrundlag fra cirka 386.000 kr.

Den fuldelektriske UX 300e, som altid har forhjulstræk, kommer i tre udstyrsvarianter fra 372.500 til 443.500 kr. Beskatningsgrundlag fra cirka 351.000 kr.

NX er på vej som helt ny model, og den introduceres derfor først i oktober/november, og den kommer til Danmark udelukkende som plug-in-hybrid, NX 450h+ – med firehjulstræk og en ydelse på 306 hk. Den kommer i hele fem forskellige udstyrsvarianter – fra Business Plus i bunden til Luxury i toppen, og priserne går fra 558.500 kr. til 680.500 kr.  – og det er priser, som gælder både i 2021 OG 2022. Beskatningsgrundlag fra cirka 456.000 kr.

RX er en af de klassiske Lexus-modeller, som tidligere har været en succes i Danmark på gule plader. Den nyeste generation kommer udelukkende til landet som hybrid – RX 450h. Den har en V6-motor og el, men er ingen PHEV. Den har en systemydelse på 313 hk og firehjulstræk som standard. Som konkurrent til bl.a. BMW X5 er der tale om en stor og dyr bil. Den fås i fem udstyrsvarianter, og den billigste, Comfort, fås fra 1.036.500 kr., mens topmodellen F Sport S kræver en check på 1.321.500 kr.

Skal man bruge mere plads, er der den forlængede RX L med syv sæder og samme drivlinje. To udstyrsvarianter fås den lange RX L i – Executive og Luxury – til henholdsvis 1.149.500 kr. og 1.361.500 kr. Som firmabil fra hhv. 1.034.147 kr. og 1.227.341 kr.

https://www.biler.nu/lexus-er-tilbage-i-danmark-og-den-nye-nx-bliver-er-staerkt-vaaben/

ES er en klassisk Lexus – for amerikanske kunder, i hvert fald. I Europa er den forholdsvis ny, og den er omtrent på størrelse med BMW 5-serie. Den kommer udelukkende som hybrid med 2,5-liters benzinmotor, el og forhjulstræk (men den er ingen PHEV). Systemydelsen i ES 300h er overskuelig med 218 hk, mens prisen sniger sig et stykke over langt kraftigere PHEV-modeller fra tyske konkurrenter – fraprisen er for Comfort-varianten 584.500 kr., mens topmodellen Luxury ender helt oppe i 903.500 kr. Beskatningsgrundlag fra 515.095 kr.

LS er den ubestridte topmodel og den originale Lexus. Siden 1989 har den etableret mærket og været med til at gøre det større i USA end bl.a. Mercedes-Benz og Audi. Den store luksussedan, en konkurrent til Audi A8, findes som hybrid med 3,5-liters turbomotor, el og en systemydelse på 359 hk. Firehjulstræk er standard. Priserne begynder ved 1.762.500 kr. for en Comfort og strækker sig til 2.415.500 kr. for en Luxury – og med alt ekstraudstyr ligger den på cirka 2,7 mio. kr.

LC er den smukke Lexus – og den eneste Lexus, der i Danmark fås med ren benzinmotor i LC 500. Det er en 5-liters V8 med 477 hk, som vi har prøvet i USA – en fascinerende bil (se link herunder). Den fås også som hybrid, LC 500 h, med samme drivlinje som den store LS, men den åbne LC Convertible fås kun med V8’eren og ikke som hybrid. Priserne er på vej, da LC får en mindre opdatering i løbet af efteråret.

https://www.biler.nu/lexus-extraordinaire/

Del artiklen:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Annonce

Seneste nyt
Mest læste
Husk vinterdæk
Nye dækregler allerede til denne vinter
Woman,Charging,Electro,Car,At,The,Electric,Gas,Station
Værkstedskæde slår alarm: elbil-tsunami udgør sikkerhedsrisiko
cbb2ccc3-715f-407e-9230-35055a185e18
Endnu en kinesisk elbil – denne gang med hæve-sænkebord
Scenic_E-Tech_electric_finalist_for_Car_of_the_Year_2024-2-MB
SCENIC E-TECH ELECTRIC VINDER CAR OF THE YEAR 2024
ExclusiveOnline