Annonce

Suzuki Jimny nu (kun) på gule plader

For næsten præcis 3 år siden jublede Suzuki-fans og motorjournalister over den nye Jimny. De første billeder fik os helt op at ringe. Det var som at se en skrumpet udgave af Land Rover Defender eller Mercedes-Benz Geländewagen, men alligevel med chassisramme og manuelt firehjulstræk. Og det viste sig hurtigt, at Jimny også uden for fotostudiet var en charmerende lille firehjulstrækker, som klarer sig formidabelt i terræn.

Den nye Jimny kom til Danmark i starten af 2019, men tunge skyer trak hurtigt sammen over den lille japanske off-roader. Til trods for en helt ny motor, en 1,5-liters benzinmotor, viste CO2-udledningen sig at være en stor byrde for modellen – og for Suzuki – i Europa. Med en udledning på næsten 180 gram/km skal der kompenseres kraftigt (med enten bøder eller salg af lavemissionsbiler) for hver eneste Jimny. Resultatet? Jimny blev i 2020 taget af markedet, og kun lagerbiler kunne fås hos forhandlerne.

Nu er Jimny tilbage. Nu uden de stort set ubrugelige bagsæder, som gjorde bagagerummet til en joke (hvorfor ryglænet bagpå var beklædt med samme solide og skridsikre plast som selve bagagerummet, så det bare var at udvide kapaciteten og aldrig kigge sig tilbage), for Jimny er nu en varebil. Den er nu, som den måske lige så godt kunne have været det fra starten, en kassevogn til to personer.

https://www.biler.nu/saadan-suzuki-importoeren-giver-jimny-groent-lys/

Regler for varebiler tillader mere

Grunden til, at Jimny i Europa nu kun fås som varebil er simpel: fabriksbyggede varebiler er ikke underlagt samme strenge regler for CO2-udledning og forbrug, så derfor kan Jimny udlede det samme som før, men altså ikke længere være en byrde i CO2-regnskabet.

Det aflukkede varerum er bygget op med fladt gulv, og op mod forsæderne står en konstruktion som kabineopdeling, som er lukket i bunden og gitter i toppen. Varerummet har en volumen på 863 liter, og det er 33 liter mere end i den gamle personbils-Jimny, når man lagde sæderne ned.

Den blot 348 cm lange Jimny (det er kortere end de fleste mikrobiler) kører også på gule plader/papegøjeplader med 1,5-liters benzinmotoren med 102 hk. Den har manuel gearkasse med fem trin, manuel tilkobling af firehjulstræk (den trækker normalt på baghjulene) og kan trække 1.300 kilo, hvis den monteres med trækkrog.

Fra 169.390 kr. plus moms

Jimny på gule plader er for alle, og som privat vælger man selvfølgelig bare de tofarvede papegøjeplader, der viser, at bilen må bruges til privat kørsel – og betaler den årlige strafafgift for biler på papegøjeplader. I modsætning til tidligere er der kun et udstyrsniveau, Active, og i den savner vi læderrat og infotainmentsystem, men den har fede sorte stålfælge og reservehjulet på bagklappen, så helt galt er det ikke.

Prisen eksklusive moms er 169.390 kr. og med moms lander den på 199.230 kr. Det er lige omkring 30.000 kr. mindre end Jimny kostede, da den stadig fandtes med bagsæder. Men når de nu alligevel ikke var noget værd, så tager vi det som et plus, at de er væk – og så sparer vi hellere 30.000 kr.

https://www.biler.nu/suzuki-jimny-10-ting-om-den-lille-4×4/

Del artiklen:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Annonce

Seneste nyt
Mest læste
Husk vinterdæk
Nye dækregler allerede til denne vinter
Woman,Charging,Electro,Car,At,The,Electric,Gas,Station
Værkstedskæde slår alarm: elbil-tsunami udgør sikkerhedsrisiko
cbb2ccc3-715f-407e-9230-35055a185e18
Endnu en kinesisk elbil – denne gang med hæve-sænkebord
Scenic_E-Tech_electric_finalist_for_Car_of_the_Year_2024-2-MB
SCENIC E-TECH ELECTRIC VINDER CAR OF THE YEAR 2024
ExclusiveOnline