Audi overrasker – Q4 E-Tron fra kun 349.990 kr.

Audi træder speederen i bund. Mærket med de fire ringe har ikke bare for nylig præsenteret sin elektriske topmodel, E-Tron GT, som er en fantastisk grand tourer (og en dyr en af slagsen), men i dag også en, for mærket som konkurrenterne, uvurderligt vigtig elbil: Q4 E-Tron.

Q4 E-Tron kommer, som den større og “originale” E-Tron, som klassisk SUV/crossover og som Sportback med fokus på et mere strømlinet, sportsligt design. Den almindelige version introduceres først (de første danske biler lander allerede i juni), mens Sportback må vente til efteråret.

Audi i Danmark regner med, at der bliver travlt hos forhandlerne. Med god grund, for med verdenspremieren kommer også priserne på det danske modelprogram. Q4 E-Tron starter ved 349.990 kr., og det er samme pris som PHEV-versionen af Audi A3. Men her er altså ikke tale om en kompakt bil, men en crossover med et karrosseri på 459 cm og så god plads til fem personer, at den kan konkurrere med eller overgå den større Q5.

Det er rigtig gode nyheder for Audi, men måske ikke helt så gode nyheder for søstermærket Volkswagen, som for nylig har introduceret sin ID.4 i samme klasse. Den starter ved 320.000 kr., men tager vi højde for motorydelse (ID.4-basismodellen har 148 hk – Q4 E-Tron i billigste version 170 hk) og udstyr (større hjul på Q4 E-Tron som standard), så er prisforskellen meget lille. Det må gøre ondt hos Volkswagen.

De to versioner har samme batteri med en kapacitet på 55 kWh, som hos Audi giver en rækkevidde på 334 kilometer, hos VW en rækkevidde på 343 kilometer.

Topmodel med 299 hk til 459.990 kr.

Q4 E-Tron (og dermed også Sportback-versionen) kommer med tre motorydelser, to batteristørrelser og med træk på baghjulene eller alle fire hjul – og i to udstyrsniveauer; standard og Attitude.

Basismodellen Q4 35 E-Tron har 170 hk og et batteri på 55 kWh, og den trækker på baghjulene. Med mere omfattende Attitude-udstyr koster den 364.990 kr., og det indbefatter bl.a. bakkamera, to USB-stik ved bagsædet og flere forbindelsesmuligheder til smartphones.

Næste trin er baghjulstrækkeren Q4 40 E-Tron med 204 hk, batteri på 82 kWh og en rækkevidde på 509 kilometer – til priser fra 384.990 kr. Som Attitude koster den fra 399.990 kr.

Topmodellen, Q4 E-Tron 50 Quattro, har to elmotorer, firehjulstræk, 299 hk og samme batteri som 40-versionen, altså 82 kWh. Den har en rækkevidde, som Audi regner med vil ligge på 481 kilometer, og den kommer udelukkende i den højeste udstyrsvariant, Attitude – til 459.990 kr.

Ladekapaciteten, altså den hastighed, som batteriet kan lades med, er i basismodellen 100 kW, mens det i de to dyrere modeller er 125 kW.

Privatleasing starter ved 25.000 kr. i engangsydelse og 4.995 kr. om måneden for basismodellen og topper ved 25.000/6.395 kr. for topmodellen 50 Quattro.

Konkurrenterne lader vente på sig

Q4 E-Tron kommer på markedet som et alternativ til en bil som VW ID.4, mens der ikke er helt oplagte bilmodeller hos premium-konkurrenterne, som passer til modellen. BMW iX3 er større og dyrere (286 hk, rækkevidde 480 km – priser fra 575.000 kr.), mens den nye Mercedes-Benz EQA er mindre og dyrere (446 cm, 190 hk, rækkevidde 426 kilometer – priser fra 400.000 kr.).

Den nye el-Audi kan bestilles fra den 22. april, og de første kunder får leveret bilen i juni.

Del artiklen:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Seneste nyt
Mest læste
Husk vinterdæk
Nye dækregler allerede til denne vinter
Woman,Charging,Electro,Car,At,The,Electric,Gas,Station
Værkstedskæde slår alarm: elbil-tsunami udgør sikkerhedsrisiko
cbb2ccc3-715f-407e-9230-35055a185e18
Endnu en kinesisk elbil – denne gang med hæve-sænkebord
Scenic_E-Tech_electric_finalist_for_Car_of_the_Year_2024-2-MB
SCENIC E-TECH ELECTRIC VINDER CAR OF THE YEAR 2024
ExclusiveOnline