For et år siden stod der Nivus på den kompakte crossover, som Volkswagen viste de første billeder af i 2020 (det er den sydamerikanske Nivus på de rigtige fotos), men den nye model får et andet navn, når den til sommer endelig præsenteres i europæisk version: Taigo (som ses på de tre tegninger).
Vi er vant til usædvanlige navne fra Volkswagen, når det kommer til SUV’er og crossover-modeller, og med Taigo holder tyskerne fast i, at de højbenede modeller har navne, som starter med t (T-Cross, T-Roc, Tiguan, Touareg). Ordet Taigo er asiatisk og bruges på bl.a. japansk, hvor det bruges i militær sammenhæng (tættere på er vi ikke kommet definitionen).
Med LED-forlygter som standard
Den nye crossover kommer i størrelse til at ligge mellem T-Cross og T-Roc, så vi kan regne med en bil med en længde på 415-425 cm. Det vil give et gevaldigt pres på især T-Roc, så det bliver spændende og se prissætningen, når Taigo introduceres i Danmark sidst i 2021.
Vi ved indtil videre, at Taigo udelukkende kommer med TSI-benzinmotorer, og den vil have bl.a. LED-forlygter som standard. Digital instrumentering og online-baserede infotainmentsystemer bliver også en mulighed.
I Sydamerika, hvor Taigo er udviklet og allerede er på markedet, hedder den fortsat Nivus. Udgaven til det europæiske marked tilpasses på mange måder, og produktionen vil foregå i Pamplona i Spanien, hvor Polo også produceres. Følger den nye Taigo sin sydamerikanske slægtning Nivus, vil interiøret stamme stort set 1 til 1 fra Polo.
https://www.biler.nu/t-cross-faar-selskab-af-en-coupe/