Ford holder mere liv i sine MPV’er, S-Max og Galaxy, end vi har forudset, og mens det er meget usikkert, om de to modeller på et senere tidspunkt kommer i nye udgaver, så er de nu endnu engang opdateret – denne gang med en helt ny drivlinje. S-Max og Galaxy fås nu, som de eneste af MPV’erne, som hybrider.
Mens det kunne være relevant med plug-in-hybrider, så har Ford valgt det “lukkede” hybridsystem med langt mindre batteri og svagere elmotor. Med andre et hybridsystem, som klarer sig selv og ikke kan lades op med et eksternt kabel.
Drivlinjen er den samme, som Ford bruger i en ny hybridudgave af Kuga, og den 2,5 liter store benzinmotor uden turbo, som kører efter det brændstofbesparende Atkinson-princip, bruges også i Kuga PHEV med 225 hk.
Uden PHEV-teknologi yder drivlinjen 190 hk, og i både S-Max Hybrid og Galaxy Hybrid er benzinmotoren bakket op af en elmotor/startergenerator og et batteri med en kapacitet på 1,1 kWh. Strømmen til opladning af batteriet kommer fra nedbremsninger, og der opsamles op til 90 procent af den energi, der ellers ville være gået tabt.
Brændstofforbruget for S-Max Hybrid ligger på 15,6 km/l, og for Galaxy Hybrid er tallet 15,4-15,6 km/l. CO2-udledningen er cirka 10 procent lavere end med EcoBlue-dieselmotoren med 190 hk.
https://www.biler.nu/elektrisk-ford-mustang-mach-e-fra-399-900-kr/
Op til syv siddepladser – også i S-Max
Da batteriet i begge modeller er integreret i bunden af bilen, er påvirkningen af eksempelvis bagagerumskapacitet begrænset – stort set ikke-eksisterende, melder Ford. S-Max Hybrid kan på den måde rumme op til 2.200 liter, Galaxy op til 2.339 liter. S-Max Hybrid fås med enten fem eller syv sæder, mens Galaxy altid har syv sæder.
Som en bonus kan vi oplyse, at S-Max Hybrid med fem sæder kan trække op til 1.700 kilo på krogen.
S-Max Hybrid kommer i de to udstyrsvarianter Titanium og ST-Line (priser fra 427.280 kr. og 477.230 kr.), mens Galaxy udelukkende kommer som Titanium (fra 501.440 kr.). Hele vejen rundt er infotainmentsystem med 8” touchscreen, navigation, alufælge, varme i rattet og nøglefri betjening standard. De nye hybrider er klar til bestilling og kan leveres fra maj måned.
https://www.biler.nu/ford-fiesta-med-155-hk-koster-kun-176-990-kr/