Mercedes-Benz har præsenteret en helt ny generation af GLA, som lanceres på det danske marked i tre fuldelektriske varianter. Priserne starter ved 385.900 kroner, mens topmodellen kan køre op til 656 kilometer på en opladning (WLTP). Det oplyser Mercedes-Benz i en pressemeddelelse.
Den nye GLA har fået et markant designløft med en lavere silhuet, længere akselafstand og bredere sporvidde, som skal give et mere sportsligt udtryk. Samtidig er den oplyste frontgrill – et designelement fra mærkets større modeller – nu også blevet en del af den kompakte SUV.

Mere plads og ny teknologi
Kabinen er også blevet opdateret. Den længere akselafstand giver bedre benplads, og bilen har desuden et 107 liters frunk under frontklappen.
Bilen drives af Mercedes-Benz’ nye styresystem MB.OS med en AI-baseret MBUX Virtual Assistant, der kan føre naturlige samtaler med føreren og blandt andet hjælpe med navigation, ladestationer og parkeringsmuligheder. Navigationen bygger på Google Maps.
Som ekstraudstyr kan bilen leveres med MBUX Superscreen, hvor førerdisplay, infotainmentskærm og passagerskærm er samlet bag én stor glasoverflade.

Tre elektriske udgaver
Ved lanceringen kommer den nye GLA i tre elektriske versioner:
- Mercedes-Benz GLA 200 electric – fra 385.900 kr. med op til 446 km rækkevidde (WLTP).
- Mercedes-Benz GLA 250+ electric – fra 405.900 kr. med op til 656 km rækkevidde (WLTP).
- Mercedes-Benz GLA 350 4MATIC electric – fra 445.900 kr. med op til 642 km rækkevidde (WLTP).
Den nye GLA er baseret på en 800-volts arkitektur, som ifølge Mercedes-Benz gør det muligt at lade op til 270 kilometers rækkevidde på cirka 10 minutter. En opladning fra 10 til 80 procent tager omkring 20-22 minutter under optimale forhold.

Højt udstyrsniveau fra start
Mercedes-Benz oplyser, at GLA leveres med et omfattende standardudstyr. Blandt andet får bilen Progressive-designlinje, komfortsæder, multifunktionsrat i nappalæder, oplyst frontgrill, 18-tommer fælge og et 10,35 tommer digitalt førerdisplay.
Derudover kan bilen udstyres med blandt andet panoramaglastag og en række ekstraudstyrspakker, som gør det muligt at skræddersy bilen efter behov.





