Audi løfter nu sløret for interiøret i den kommende Q9, der bliver mærkets første store full-size SUV. Modellen lanceres om cirka to måneder, mens verdenspremieren finder sted i sommeren 2026, skriver Audi i en pressemeddelelse.
Den nye Audi Q9 får op til syv sæder, elektrisk betjente døre, stort panoramasoltag og et opdateret Bang & Olufsen-lydsystem med 4D-lyd. Ifølge Audi er bilen udviklet med fokus på komfort, fleksibilitet og en mere loungepræget kabineoplevelse.
“Med Q9 defineres ‘Vorsprung durch Technik’ i stigende grad af oplevelsen i bilen,” siger Audis CEO Gernot Döllner. “Biler har længe været meget mere end blot et transportmiddel; De er mobile opholdsrum for vores kunder. Premiummaterialer, fleksibel sædekonfiguration med individuelle elektriske sæder på anden række og automatiske døre understreger kvalitetsfokuset i vores nye, store full-size SUV.”


Q9 kan vælges med seks eller syv sæder. I seks-sædersversionen får anden række to individuelle, elektrisk justerbare sæder med ventilation. Syv-sædersudgaven retter sig mere mod familier, og alle tre sæder på anden række kan udstyres med barnesæder.
Som noget nyt for Audi kan alle døre betjenes elektrisk. De kan åbnes og lukkes via blandt andet nøgle, myAudi-appen, bilens MMI-system, bremsepedalen eller sikkerhedsselespændet. Sensorer skal samtidig forhindre dørene i at ramme forhindringer eller trafikanter.
Panoramasoltaget er standard og måler cirka 1,5 kvadratmeter. Det har ni segmenter, som kan gøres uigennemsigtige efter behov, og glasset blokerer ifølge Audi mere end 99,5 procent af UV-strålingen.

Kabinen får desuden omfattende ambientebelysning, nye materialer som uld, mikrofiber, nappa-læder og træelementer samt flere opbevarings- og opladningsløsninger. Midterkonsollen rummer blandt andet to trådløse opladningsplader og USB-C-porte med op til 100 watt.





