Den kompakte elbil Firefly fra NIO er blevet kåret til World Urban Car 2026 ved det anerkendte World Car Awards i New York. Det er første gang, at både NIO og modellen Firefly modtager den prestigefyldte pris.
Prisen uddeles af 98 biljournalister fra 33 lande og baseres på både testkørsler og uafhængig afstemning. Processen overvåges af revisionsfirmaet KPMG for at sikre gennemsigtighed, skriver NIO i en pressemeddelelse.
Firefly er en kompakt, elektrisk fempersoners bil med baghjulstræk og en rækkevidde på op til 330 kilometer. Modellen er udviklet med fokus på bykørsel og kombinerer ifølge producenten smidighed med høj sikkerhed og moderne teknologi.
Bilen har allerede opnået en høj kundetilfredshed på 97 procent – særligt inden for sikkerhed og køreoplevelse, fremgår det af pressemeddelelsen.
For at komme i betragtning til World Urban Car-titlen skal bilen blandt andet leve op til krav om størrelse, produktion og global tilgængelighed. Her har Firefly markeret sig stærkt blandt internationale konkurrenter.
Den 29. marts rundede modellen 50.000 leverede biler globalt og er nu til stede i 11 lande fordelt på Europa, Asien og Amerika.
Kåringen kommer på et tidspunkt, hvor efterspørgslen på kompakte elbiler er stigende – også på det danske marked – og understreger den voksende konkurrence i segmentet.





