Polestar har modtaget AUTOBEST-prisen SMARTBEST 2026 for integrationen af Google Maps’ live vognbanevejledning i Polestar 4. Det skriver Polestar i en pressemeddelelse.
Prisen gives til intelligente og opkoblede teknologier, der løfter køreoplevelsen, og ifølge AUTOBEST-juryen er løsningen i Polestar 4 et markant fremskridt inden for onboard-navigation og førerassistanceteknologi.
Juryen fremhæver integrationen af Google Maps’ live vognbanevejledning direkte i førerdisplayet som en central del af begrundelsen for prisen. Funktionen er foreløbigt tilgængelig i USA og Sverige og hjælper føreren med at vælge den rette vognbane på komplekse motorvejsstrækninger.
Prisen blev overrakt i Wien den 19. marts. Her sagde Michael Lohscheller, CEO for Polestar: “Vi er utroligt glade for at modtage AUTOBEST SMARTBEST 2026-prisen. Det er en velfortjent anerkendelse af det arbejde, vores dedikerede R&D-specialister udfører, og et bevis på vores succesfulde og mangeårige partnerskab med Google. Det er begge vigtige faktorer bag Polestars førende position inden for teknologi i bilen, hvilket kommer alle vores kunder til gode.”

Ifølge Polestar er selskabet den første bilproducent, der integrerer Google Maps’ live vognbanevejledning i biler med indbygget Google. Funktionen kombinerer navigation med visuelle og akustiske påmindelser, så føreren får hjælp til at skifte vognbane i god tid. I bilens display vises samtidig de relevante vognbaner på ruten og bilens aktuelle placering.





