Selvom der stadig er nogle måneder til den officielle lancering i Danmark, afslører Toyota nu startprisen på den nye elektriske C-HR+. Den japanske bilproducent skriver i en pressemeddelelse, at prisen begynder ved 299.990 kroner for udgaven med den store 77 kWh-batteripakke og en rækkevidde på op til 609 kilometer (WLTP).
Når de første eksemplarer af C-HR+ ruller ud på danske veje i begyndelsen af 2026, bliver Danmark et af de første lande i verden til at tage imod Toyotas tredje dedikerede elbil.
– Produktionen af udgaven med den mindste batteripakke vil i starten være begrænset. Vi har i Danmark derfor valgt her i starten at have fuld fokus på udgaverne med den store batteripakke, som man kan få med både forhjuls- eller firehjulstræk, siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.
Kraftig SUV med høj komfort
Den forhjulstrukne version yder 224 hk og byder som standard på 18″ alufælge, LED-lygter, 14″ multimedieskærm med dansk navigation, trådløs Apple CarPlay og Android Auto, el-bagklap og en række sikkerhedssystemer under Toyota Safety Sense 3.
Toyota oplyser, at alle versioner får batteriforvarmer som standard for hurtigere opladning samt en energieffektiv varmepumpe.
Den kraftigere firehjulstrukne udgave leverer hele 343 hk og kan accelerere fra 0 til 100 km/t. på 5,2 sekunder. Den må trække op til 1.500 kg, mens den forhjulstrukne må trække 750 kg.

Executive-version med ekstra luksus
Topudgaven, Executive, får ud over firehjulstræk også 20″ alufælge, sort bitone-tag, panoramakamera, intelligent parkeringsassistent, digital nøgle og el-justerbart førersæde. Panoramaglastag og JBL-lydanlæg med ni højttalere kan tilvælges som ekstraudstyr.
En del af Toyotas elbiloffensiv
C-HR+ bliver Toyotas tredje dedikerede elbil efter bZ4X og Urban Cruiser, som allerede kan bestilles til priser fra 234.990 kroner.
Som på de øvrige elmodeller giver Toyota en batterikapacitetsgaranti på op til 10 år eller én million kilometer, så længe serviceforskrifterne overholdes.
Toyota forventer at åbne for bestillinger af C-HR+ senere i oktober, hvor også priserne på de øvrige udstyrsvarianter offentliggøres.





