Polestar løfter sløret for en markant opgradering af sin elektriske SUV, Polestar 3, der fra modelår 2026 får både hurtigere opladning, øget ydelse og en stærkere computerkraft. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Ifølge Polestar CEO Michael Lohscheller er ændringerne så omfattende, at de nærmest svarer til en helt ny bil. ”Opgraderingerne af Polestar 3 er så omfattende, at det nærmest føles som en helt ny bil. Med denne opgradering lever vi videre til vores løfte om at skabe merværdi for kunderne gennem både over-the-air software- og hardwareopdateringer,” siger han.
Opladning på 22 minutter
Den største tekniske nyhed er indførelsen af en 800 volt arkitektur. Den giver mulighed for DC-hurtigopladning med op til 350 kW, hvilket betyder, at bilen kan lades fra 10 til 80 procent på helt ned til 22 minutter – en forbedring på over 25 procent sammenlignet med tidligere.
Samtidig introduceres nye batteripakker fra CATL: et 92 kWh batteri til baghjulstrukne versioner og et 106 kWh batteri til de stærkere varianter. Effektiviteten stiger ifølge Polestar med op til seks procent (WLTP).
Mere kraft og skarpere køreegenskaber
Alle versioner af Polestar 3 får en ny, egenudviklet bagmotor, som i Performance-modellen leverer op til 500 kW (680 hk). Frontmotoren kan automatisk kobles fra for at spare energi, og vægtfordelingen er nu mere baghjulsfokuseret. Kombinationen med finjusteret styretøj og nye stabilisatorstænger skal give en mere dynamisk køreoplevelse.

Otte gange mere processorkraft
Polestar 3 får desuden en ny NVIDIA DRIVE AGX Orin-processor, som kan håndtere 254 billioner operationer i sekundet – mere end otte gange så meget som den tidligere enhed. Ifølge Polestar betyder det hurtigere og mere intelligent styring af bilens sikkerheds- og assistentsystemer. Eksisterende kunder med Polestar 3 vil kunne få den nye computer eftermonteret gratis fra begyndelsen af 2026.

Nye varianter og detaljer
Modelprogrammet opdeles fremover i tre varianter: Rear motor, Dual motor og Performance. Sikkerhedsselerne får farvekoder, der markerer varianten, og interiøret opdateres med nye materialer som bio-baseret MicroTech og genanvendt aluminium.
I Danmark ser Polestar frem til at præsentere den opdaterede model. ”Polestar 3 fortsætter med at imponere med sit unikke mix af performance, teknologi og innovation, og de kommende opgraderinger i modelår 2026 løfter bilen endnu et niveau,” siger Henrik Bang, direktør for Polestar Danmark.
De danske priser offentliggøres ved salgsstart.





