Den 21. januar 2026 får verden for første gang et glimt af Volvos næste store satsning: den fuldelektriske EX60. Afsløringen finder sted ved et event i Stockholm, som samtidig bliver livestreamet, så alle kan følge med hjemmefra. Det skriver Volvo i en pressemeddelelse.
EX60 bliver Volvos første model på den nye SPA3-platform, som er udviklet til at danne grundlag for fremtidens mobilitet hos bilproducenten. Platformen skal sikre længere rækkevidde, fleksibilitet og muligheden for at opdatere bilens funktioner løbende via software.
Ny type sikkerhedssele
Bilen markerer samtidig et nyt skridt inden for sikkerhed. Volvo introducerer nemlig en multiadaptiv sikkerhedssele, som ved hjælp af realtidsdata fra bilens sensorer kan tilpasse sig både trafiksituationen og personens krop. Ifølge Volvo er målet at give en mere individuel og effektiv beskyttelse i tilfælde af uheld.
Produceres i Göteborg
EX60 er en mellemklasse-SUV, som skal produceres på Torslanda-fabrikken i Göteborg, hvor Volvo har fremstillet biler siden 1964. Produktionen forventes at starte i første halvdel af 2026.
Med modellen tager Volvo et vigtigt skridt i sin transformation til en ren elbilproducent. Investeringerne i EX60 og den nye platform skal på sigt reducere omkostningerne gennem ny batteriteknologi, intern udvikling af elmotorer og storskala-produktion.
Tre hurtige om Volvo EX60
- Første model på SPA3-platformen
- Første bil med verdens nye multiadaptive sikkerhedssele
- Produceres på Torslanda-fabrikken i Sverige





