BMW sætter strøm til fremtiden, når bilproducenten i september viser næste generation af elbiler frem ved IAA Mobility i München. Her får den længe ventede BMW iX3 verdenspremiere – og markerer samtidig starten på den såkaldte Neue Klasse, som BMW kalder sin mest betydningsfulde teknologiske opdatering i nyere tid.
BMW iX3 er første model i den nye bilgeneration og bliver præsenteret på to centrale lokationer under IAA Mobility: messecentret Messe München og BMW’s egen Open Space på Max-Joseph-Platz midt i byen. Sidstnævnte strækker sig over 3.000 m² og byder på gratis adgang for alle besøgende.
Ifølge BMW er iX3 mere end blot en ny elbil – den repræsenterer et teknologisk kvantespring. Bilen er udstyret med det nye BMW Operating System X og det avancerede displaysystem Panoramic Vision, hvor informationer projiceres over hele forrudens nederste del. Et nyt multifunktionsrat med såkaldt shytech-teknologi og et centralt display er også blandt nyhederne.
På BMW’s stand i messecentret, som fylder 2.000 m², kan gæster blandt andet opleve den sjette generation af højspændingsbatterier og elektriske drivlinjer, der ifølge producenten skal forbedre rækkevidde og køreegenskaber markant. Et centralt element i bilens styring er supercomputeren ”Heart of Joy”, der skal sikre præcis køredynamik og hurtig behandling af data.
BMW har endnu ikke afsløret endelige specifikationer for den nye iX3, men oplyser en foreløbig elektrisk rækkevidde på op til 800 kilometer.
Samtidig med premieren på den nye model tager BMW et kig i bakspejlet: På messen vises nemlig også den oprindelige BMW 1500 fra 1961 – bilen, der indledte den første Neue Klasse og lagde grunden til BMW’s internationale gennembrud.
BMW Welt og BMW Museum deltager også i mobilitetsugen med særudstillinger, og Open Space-området ved Max-Joseph-Platz vil byde på daglige “masterclasses”, hvor publikum kan opleve det nye operativsystem og displaysystem i praksis.
IAA Mobility 2025 – åbningstider for BMW Group Open Space:
- Tirsdag 9. september kl. 11.00-21.00
- Onsdag 10. september – lørdag 13. september kl. 11.00-23.00
- Søndag 14. september kl. 10.00-17.00
IAA Mobility Summit i Messe München:
- Pressemøde: Mandag 8. september fra kl. 08.00
- Åbent for offentligheden: Tirsdag 9. – fredag 12. september kl. 09.00-18.00
- BMW Group-stand: Hal A1
/PM





